Laursen, Svend Ingemann Bentsen

  Begivenheder i hans liv:

• Beskæftigelse: Husmand, Invalidepens.

• livsforløb: livsforløb.
Svend Ingemann Bentsen Laursen blev født under første verdenskrig nemlig den 11 april 1916 i Vraa og døbt hjemme og senere fremstillet i kirken, præst var H.C. Rørdam. En af fadderne var hans farbror Jens Mikkelsen Laursen, som var tjenstkarl hos familien i Vraa. De andre faddere var Marie og Lauritz Kjerrri begge fra Grønfeld. Far: Lauritz Bentsen Laursen, Mor: Jensine Katrine Laursen, født: Sørensen. Lauritz Bentsen Laursen var flere gange under 1. verdenskrig indkaldt tilreserven, han lå ved en garnison i Aalborg. Aksel kan hiske at Lauritz fortalte at han fra garnisonen kunne se kirketårne i Ålborg. På dette tidspunkt havde Lauritz og Jensine allerede fået tre børn, hvoraf den ene døde kort tid efter fødsl
en. Jeg ved meget lidt om Svend´s første år, som foregik i Vraa. Dog er jeg så heldig at jeg har to billeder af ham, hvor han er ca. halvanden år. Disse billeder ser ud til at være taget i haven i Vraa.
Da han er lidt mere end 2 år, den 7 juni 1918, bliver han vaccineret for kopper. Den samme dag vaccineres også hans fætter Niels Aage Sørensen, søn af Jensines yngste bror Ernst Marinus Sørensen
Lige efter krigen kom den spanske syge til landet, og den rasede også på Mols, hvor jeg i forskellige aviser (bl.a. Kalø Vig Avertissements Tidende)kan se at mange familier blev hårdt ramt med flere dødsfald inden for det samme døgn. Men på
en eller anden måde slap hele Laursen familien åbenbart uden men.

Kun to af naboerne i Vraa kender jeg af omtale dels fra far og fra Søren, det drejer sig om Lauritz Kjerri, som også var fars ene fader, og hans kone Kirstine. Endnu nærmere boede Søren Hornbæk, som var en pukkelrygget mand født uden for ægteskab, jeg mener han var på alder med far. Hornbæks hus lå/ ligger få meter fra fars fødehjem.(På arkivet i Knebel stødte jeg på Søren Hornbæk´s fætter Elvin). Søren boede hos sine bedsteforældre, og to morbrødre (tvillinger) da han var født udenfor ægteskab. Tvillingerne Hornbæk blev kaldt urmagerne, hvilket egentlig hidhørte fra deres fars bijob, som bestod i at repere folks ure. Lønnen var ikke stor og kunderne skulle altid have en snaps, så Elvin mener nærmest det var en underskudsforretning. Søren Hornbæk spillede på harmonika, og jeg tror at den smule far kunne spille, havde han lært af Søren. Der fortælles om de to "Urmagere", at for det første var de meget små, og for det andet frygtelig hidsige, min bror Henning fortæller at han husker at far har fortalt om engang de ikke kunne få en gris til at gå ind på sin plads, blev en af dem så hidsig at han bed grisen i øret. Elvin fortæller at en af dem bed en ko i bringen, da den ikke ville lys
tre.
Fra flere sider har jeg hørt at Svend var en stille og meget rar dreng, som blandt andet interesserede sig for fugle. Fætteren Niels Åge (søn af Ernest Sørensen) og far var gode kammerater også i mange år efter skoletiden, fortæller NielsAages enke Laura Stær og også Søren. Jeg har på lokalhistorisk arkiv i Knebel fundet den gamle skoledagbog og undervisningsplan fra Grønfeldt skole, heri kan man se at far begyndte i skolen den 4. juni 1923. Grunden til dette for os nutidsmennesker så mærkelige tidspunkt, er dels at skoleåret dengang startede 1. maj og dels ser det ud til at en i søskendeflokken har haft kighoste. I dagbogen står nemlig kighoste i byen og hvorfor skulle far ellers begynde en hel måned senere
end de andre nye elever. Blandt de andre nye elever var den før omtalte fætter Niels Aage. Han var 5 mdr. ældre end far, men de to fulgtes altså ad igennem 7 års skolegang. De bleve konfirmeret samme dag.
I de undervisningsplaner jeg har set fra Grønfeldt skole, gik I klasse i skole to dage om ugen i vinterhalvår året, men fire dage om vinteren Men på den tid, hvor far begyndte i første klasse, gik første klasse i skole mandag, onsdag og fr
edag. "Første" klasse varede tre eller fire år, alt efter om man blev "rykket" op.
Billedet her er fra Folk og Liv på Røndeegnen fra 1996Anden klasse gik så i skole tirsdag, torsdag og lørdag, og i denne klasse gik man indtil konfirmationsalder. I Protokollen kan man desuden se hvor mange forsømmelser Svend havde i sin skole tid, hvilket ikke var ret mange i de første år, men specielt det sidste år har han mange sygedage. Søren fortæller at far var "svagelig", altså tit syg, som barn. Desuden står der at hele januar måned i 1925 var skolen lukket på grund af mund og klovsyge, også igennem de næste mange månede
r er der mange forsømmelser p.g.a. dette. Der fortælles også om en skoleudflugt i silende regnvejr den 15. juli 1924. Hver sommer gik anden klasse til eksamen, og hver år til oktober gik første klasse til eksamen.Da far startede i første klasse var læreren ved Grønfeldt skole Østerby. Midt i skoleforløbet fik skolen en ny lærer, som hed Strunge. Grønfeldt skole var en enelærer skole, med et klasseværelse, bygget i 1912. Svend blev konfirmeret 14 årgammel den13 april 1930 i Agri kirke af Jørgen Langhof. Fars forældre, og vel også de fleste andre forældre på landet dengang, havde en hel klar prioritering af, hvad der betød mest skole eller høstarbejdet. Søren fortæller, at var høstarbejdet ikke færdigt så blev børnene holdt hjemme fra skole. Ingen af børnene var særligt dygtige til at skrive/stave, fortæller Søren. Søren mener han nok var den der havde lettest ved det og han er da også så vidt jeg ved den eneste der har
været på skole (landbrugsskole).Hos familien Laursen var der hurtigt kommet flere børn til og efterhånden, som de voksede og blev frækkere, blev Svend udsat for en del drillerier, især fra Johannes og Aksel, siger Søren!! Blandt andet drillede de ham med, at han aldrig vi
lle blive gift, ja, det ville sige med mindre han tog Kristine Drejers (en gammel tyk kone på ca. 70).Også storesøster Else elskede at drille og skræmme de mindre søskende fortæller Aksel.Jeg bad Grethe fortælle om, hvad de legede som børn, og hvor meget de skulle hjælpe til. Hun fortalte, at de lege mange af de samme lege som jeg selv gjorde: gemme leg, boldspil, hoppe i mand, spille kugler (dengang skulle man ramme et lille hul i jorden) og så fortalte hun om nogle lege som jeg ikke lige kendte . Hun fortalte at drengene meget legede bondegård, hvor de blandt andet havde en pind med en snor bundet til. Det var så deres "køer", som skulle tøjres på "marken",senere skulle man endelig huske at flytte dem. Denne leg kaldtes "flytte køer". Hun fortalte også at det i hendes skoletid var højeste mode at samle på nipsenåle med alle mulige flotte hoveder. Disse nipsnåle spillede man så med for at vinde flere. Nipsenålene blev opbevaret ved at man limede flere tændstikæsker sammen, og så satte noget flot papir rundt om, vupti havde man en "nålepude". Grethe fortæller at hun ikke husker at hun i tiden i Vraa skulle hjælpe til. Hun huskerkun at de store drenge skulle hjælpe faderen i stalden og på marken. Hun husker at hendes mor græd meget, da de blev nødt til at flytte fra gården i Vraa, og det kunne hun slet ikke forstå, for hun (Grethe) synes bare det var dejligt at skulle flytte til "byen". Så var hun jo tæt på kammerater og skolen, som hun lige var startet i. Efter denne økonomiske lussing for forældrene, blev det nødvendigt at alle i hele familien bidrog til tjene til livets ophold, så da Grethe kun v
ar en mellemstor skolepige, skulle hun hjælpe i huset hos Bendix Simonsens kone Sofie.
Far havde en faster - Laurine som døde allerede i 1912 i Århus. Hun efterlod fire børn og i lang tid mente både Søren og Aksel at dem havde de overhovedet aldrig hørt om, men det viser sig at den ene af disse børn - Mary, kom meget hos Laur
itz og Jensine, så når alt kommer til alt har de alligevel haft kendskab til familien, men som Søren sagde:" Mor og far forklarede aldrig noget".

Jensine og Lauritz opdragede sine børn i den kristne tro, de var medlemmer af Indre Mission, og de var med Sørens ord meget konservative. Der var meget stramme regler for hvad man måtte og ikke måtte.


To eksempler:

Engang de havde gæster havde Jensine stegt frikadeller, hvilket må have fristet Aksel som på dette tidspunkt ikke var ret gammel, han tog en frikadelle, men blev opdaget, resultatet var at han blev lukket inde i køkkenskabet.
En anden gang, da hun var 15 år, havde Grethe købt et par smarte blå og meget løse lange bukser for sine egne surt tjente penge. Da hun tropper op i hjemmet bliver hun omgående bedt om at tage bukserne af, og det lige for øjnene af de andre. Bukserne blev af Jensine gemt væk og der blev ikke snakket mere om det. Dette var altså i 1937. Senere da Ellen kom i denne alder fik hun lov til at gå i både lange bukser shorts, hvilket Grethe fortæller at hun selvfølgelig synes var dy
bt uretfærdigt. "Ellen måtte det hele."

Alle disse år gik det op og ned med forældrenes økonomi, mest ned, uheld forfulgte Lauritz i alle hans projekter. I 1932 må Lauritz sælge gården i Vraa p.g.a. den økonomiske krise i hele verden Da der jo var mange børn at føde måtte de tidligt ud at tjene penge. Nøjagtigt hvornår far første gang var ude at tjene ved jeg ikke, men jeg ved hvor han først kom til at tjene, nemlig hos sin fadder Lauritz Kjerri i Vraa. Har vi et billede fra. Det var samtidig familiens gamle nabo,
som ikke selv havde nogen børn, og som efter Sørens udsagn var svagelig. Her var han enekarl på et husmandssted på 19 tdr. land.
Efter tiden hos Lauritz Kjerri kommer far i tjeneste hos Holm Jens i Vraa, Her ved jeg ikke hvor længe han var.Grethe fortæller om far i ungdomsårene. "Ham kunne man altid stole på, havde man problemer var det ham man gik til, skulle man låne penge var det ham man gik til". Da Grethe tjente i Vraa, og hun havde været hjemme i Grønfeldt om aftenen,(det foreligger ikke hvad hun lavede), men i hvert tilfælde, når hun så skulle til Vraa igen, så var det far der gik turen til Vraa sammen med hende, når hun var bange for at nogen skulle følge efter hende. Hvis nogen havde været efter hende
skulle hun bare sige det til far så ordnede han det. Men tilføjer hun, han kunne altså også godt lide at drille, desværre fik jeg ikke nogle konkrete eksempler.De nøjagtige tidspunkter for hvornår og hvorlænge han var de forskellige steder er svær at fastslå. Men ved jeg med temmelig stor sikkerhed (Søren) at han omkring 36, 37 kommer til Grønfeldt. Her kommer han i tjeneste hos Bendix Simonsen, som forkarl. Bendix var med i sognerådet og på et tidspunkt formand for Indre Mission i Grønfeldt. Her tjener tillige Søren (15,16 år) og deres søster Grethe ( ca. 13 år), desuden tjente Jensine lidt ekstra til familien en overgang, ved at m
alke køer. Om Bendix Simonsens temperament kan Søren fortælle mange historier.



Her er der et par eksempler:
Det var om foråret, og jorden skulle klargøres så roerne kunne blive sået. Dette arbejde fik Søren om morgenen besked på at gøre på en formiddag, og Bendix gjorde det klart at han ikke skulle komme hjem og få middagsmad inden han var færdig. Arbejdet bestod i at harve marken. Det lyder jo let nok for os, som er vant til traktorer, men dengang foregik det med hest og gåben bag harve og hest. Som sagt var Søren en knægt på 15-16 år, som var meget bange for Bendix, så han knoglede på til hesten skummede, Som han selv sagde kørte han helt vildt. Svend råbte til ham inden han kørte ud i marken at han skulle køre ordentlig, men angsten for Bendix var stærkest. Da klokken var ca. 12 og middagen nærmede sig, kom Svendud i marken til Søren og ville have ham med hjem, men Søren turde ikke for han var ikke blevet færdig. Svend sagde at han skulle med hjem og at han nok om eftermiddagen skulle harve færdig og nå at så, så til sidst gik hjem til gården for at spise. Da de kommer til bordet og mad er sat ind, spørger Bendix om Søren så blev færdig, hvilket han jo måtte benægte. Så eksploderede Bendix i arrigskab, han råbte og skreg. " Hvorfor kom du så hjem?" "Jo, men Svend sagde at jeg skulle
med hjem at holde middag." Nu vendes vreden mod Svend også, men for en gangs skyld slog Svend i bordet og sagde at han skulle nok harve færdig om eftermiddagen og så roer, som planlagt.Da Svend tør forsvare Søren, og oven i købet svare igen, bliver Bendix endnu mere edderspændt rasende, han løfter hånden for at slå, men trækker sig i sidste øjeblik. Samtidigt råber, skriger, skælder og smælder han, så alle andre ved borde
t flygter. Også Grethe tager flugten, men med sin tallerken. Hun søger tilflugt på det "lille hus" (lokummet), hvor hun indtager resten af sit måltid.I stuen fortsætter råberiet, hvilket selvfølgelig medfører at Søren og Svend ikke får spist noget. Lige pludselig råber Bendix " Så spis da noget!". Jeg ved ikke, hvor meget de fik spist, men Bendix faldt lidt ned og Søren og Svend fik deres ene times middagspause, hvorefter Svend tog i marken. Da det blev aften og Svend vender hjem til gården, står Bendix der og spørger, om han blev færdig med at så roer, hvortil han roligt svarer, at han var blevet færdig. Den aften fik Sør
en en undskyldning af Bendix.
Søren fortalte om et andet tilfælde af raseri, som han havde overværet. En dag skulle Bendix have spændt en hest for og Søren og han går ud i hestestalden. Her har en af hestene, som i forvejen er kendt for at sparke bagud, ikke lyst til at få seletøj på, så den sparker ud og rammer/snitter Bendix, hvilket ophidser ham så utroligt meget, at han knytter sin hånd og med al sin kraft slår han hesten --- lige i røvhullet ---- så det sagde "svup" og hånden røg ind. Det syntes hesten ikke synderligt om, så den sparker vildt og rammer Bendix så han klasker op ad muren og stønnende bliver liggende. Søren tør ikke gå ind i stalden for at hjælpe ham på grund af hesten. Kort efter kommer Svend til, han får slæbt Bendix u
denfor hestens rækkevidde og ind i huset.

Svend var i sit 18. år på session, disse papirer kan jeg ikke få lov at se da de ikke er 80 år gamle, men en ting er sikkert han blev kasseret. Jeg mener det var på grund af en skævhed i ryggen eller nakken.
Hos Bendix var Svend vist i 2 år. Jeg har fundet den skatteansættelse der var på ham i skatte året 1937/38, han bor i Grønfeldt, så det passer meget godt med at han er i tjeneste hos Bendix Simonsen. Her står der at han tjente 1100 kr. på e
t år.Under krigen tjener far hos Søren Moesmand (Moesmanden, som på dette tidspunkt havde købt den ejendom som Bendix Simonsen tidligere ejede) i Grønfeldt, og Aksel tjener hos naboen Frederik Høeg (Høgen). Han lever endnu her i 1998, jeg har besøgt ham og hans kone, som stadig bor i Grønfeldt. Frederik Høeg og hans kone Anne kunne godt huske far og hans familie. De fortalte om en episode fra dengang far tjente hos Moesmanden. Episoden fandt sted da far om foråret skulle så roer og såmaskinen var blevet indstillet inden far kørte hjemmefra gården, men far må have ment at den var indstillet forkert, så han stiller om så der kommer færre frø ud under såningen. Dette opdager Moesmanden, og han bliver helt tosset. Frederik Høeg sår i marken ved siden af og far og han snakker sammen bagefter og Høgen siger: "Der fik do nok læst og påskrevet, hva'". Fra denne tid stammer også Aksels historie om isfiskeri. Det er sandsynligvis Kalø vig her er tale om. Denneepisode foregår under en af anden verdenskrigs isvintre. Far og Aksel havde aftalt at mødes på isen. Far kom først og huggede et hul i isen, hvorpå han startede med at fiske. Da han har siddet et godt stykke tid kommer Aksel til. Far er godt sur og overlader gladeligt hullet til Aksel, for her fanger man alligevel ikke noget. Derpå går han i gang med at lave et nyt hul. Skæbnen vil at lige så snart Aksel kaster snøren ud får han bid, og han fanger mange. Jeg tror far var god
t irriteret, men det hjalp lidt for senere fangede han også en del fisk. Aksel fortalte at de solgte nogle af fiskene, men til hvem ved jeg ikke.
Indtil 1943 kan jeg finde far i skatte og mandtalslisten for Agri/Egens kommune, herefter forsvinder han og jeg har spurgt Aksel og Søren og de kan ikke huske hvor han tjente de sidste 2 år af krigen. Dette har jeg fundet på landsarkivet i
Viborg.Den 1/11 1942 ( LK 320-162/4) kommer Svend til Femmøller, hvor han er i tjeneste hos en som hed Grønborg , som her havde forpagtet en af de store gårde under Kalø i Bregnet Sogn. Her tjener han også et eller to år.
Efter tiden hos Grønborg i Femmøller kommer han tilbage til Lauritz Kjerri, som var syg. Han havde ingen børn og han var fader for far så han lover Svend førstekøbsret til ejendommen i Grønfeldt til en rimelig pris, hvis han vil tjene hos h
am til en lavere løn. Svend indvilger og arbejder så her i tre år for en meget ringe løn.
Der findes et billede, som er taget medens far tjente hos Laurits Kjerri i anden omgang. Den gamle som sider forrest er Niels Kjerri, far til Laurits. Laurits Kjerri, som jeg mener er ham der står ved flagstangen sammen med sin kone Kirstine. Den anden som sidder ned er Marie Kjerri, som også var en af fars faddere. Hun er på det tidspunkt hvor billedet er taget fuldstændig blind på grund af en hjerneblødning. Far står næsten gemt bag den store kraftige hvidklædte kvinde ti
l højre i billedet. (Elvin fortæller at både Niels og Lauritz begår selvmord, kan det være rigtigt?)

Jeg mener at Svend havde optjent nogle penge (Søren mente at far altid havde penge, hvilket ikke rigtigt stemmer med de øvrige oplysninger jeg har kunnet finde om da han og mor skulle købe ejendom i 1948), men en ting er samstemmende fra alle de mundtlige kilder og det er at Svend betalte et nyt tag til sine forældres hus i Grønfeldt, Aksel mente også at han havde været med til at betale for at få indlagt strøm. Om grunden til at han tør bruge så mange penge er at han regnermed at have sin fremtid sikret, kan jeg kun gisne om. Han blev lovet, mundtlig, at når hans forældre døde skulle han have en del af disse penge igen, men det fik han aldrig. En ting er dog sikkert at snydt det blev han af Lauritz Kjerri, da
det kom til stykket fik han ikke gården, og dermed indfriet de løfter han fik ved ansættelsen.
Den 1/11 1945 kommer til en A. Nyvang i Kongerslev i Ålborg amt. Her kan han ikke have været ret lang tid for i vinteren 1946/47 tjener han som forkarl på Henriksdal Blenstup i Gerding sogn, Gerding -Blenstrup Kommune. Dette er en stor gård, som er en forpagtergård under Lindenholm gods (Kilde større Danske Gårde,1935 og Danmarks Større Gårde,1961). Forpagteren hed Søren Damtoft. Her stødte far ind i en kokkepige ved navn Karoline Kristine Noe fra Vestjylland. Fra Henriksdal
tror jeg at både far og mor kun havde gode minder, i hvert fald er det det eneste sted, som de har besøgt med os børn.
Henriksdal i 1946(47) billedet er fra en KFUM-vinterlejr. På billedet er mor, far, Damtofts og Olsen.

Svend blev gift med Karoline Kirstine Noe Jensen, datter af Jakob Jensen. og Inger Marie Katrine Hansen, den 29 Sep. 1948 i Nr. Nissum. (Karoline Kirstine Noe Jensen blev født den 31 Aug. 1923 i Nr. Nissum, døbt i Nr. Nissum, døde den 14 Sep. 1990 i Holstebro og blev begravet den 19 Sep. 1990 i Asp.)

  Ægteskabsnotater:

Det var et meget stort bryllup, fortæller Søren og Grethe, og der var simpelthen så mange taler og sange så de aldrig troede det ville få en ende.Jeg har en af disse bryllupssange.