Barndommens hunde

Nogen af de første erindringer jeg har involverer hunde og gennem hele min barndom havde familien mindst en hund. Især en hund husker jeg som VORES hund. Det var et kryds mellem en dansk/svensk gårdhund og en gravhund. Den fik vi som hvalp fra mælkemande Marius og vi børn var helt vilde med den. Da vi fik den gav mor og far lov tilat have den indenfor i et par dage.  Derefter var det en udehund (den stank altid af mødding, så godt det samme, arghhh), men det betød ikke at den ikke var en del af familien. Den fulgt os trofast rundt når vi legede eller når der skete et eller andet spændende på gården. Som når tærskning af de neg der om sommeren var kørt i stakke gik i gang.
musDer var mus i massevis som havde levet fedt af kornaksene og Smut blev hel vild. Den i bogstavelig forstand smuttede rundt mellem mennesker og maskiner for at fange de fuldfede mus. Et år fik mine yngre søskende og jeg den ide at vi skulle se om vi kunne fange flere mus end Smut. For at tælle blev vi jo nødt til at samle musene sammen mente vi og fik fat i en metalspand og et gammelt grydelåg og så gik musejaget ind. Med de bare nævner gik vi på jagt. Det er faktisk ret svært at fange mus ved at fange dem i halen, vi var nemlig blevet enige om at vi ikke ville slå dem ihjel men beholde dem som kæledyr. Utroligt nok lykkedes det os at fange ret så mange. Om vi fangede flere end Smut ved jeg dog ikke for vi havde så travlt med at komme før den og glemte helt at holde øje med mængden af mus som den snuppede. Hen på dagen blev det største problem at få den nysindfangede mus ned i spanden uden at to andre sprang op, så vi udviklede et system med at en holdte låget og den anden hurtigt smed musen ned i spanden. Under en af de her manøvre forvildede en af musene sig ind i min lillebrors ærme. Det var åbenbart ikke særlig rart for han hylede og hoppede rundt. Må nok indrømme at jeg både blev forskrækket og morede mig kosteligt. Det morede absolut ikke ham og efter dette gik luften ligesom af ballonen. Stolte var vi dog af vores fangst og vi lagde store planer vores fremtidige kæledyr. Næste mogen var de mærkeligt nok alle væk!! Far sagde at spanden nok var "væltet" i løbet af natten. Det var så det museeventyr.

Smut var ikke kun en hund efter mus. Der var nogle dyr den simpelthen ikke tålte på husmandstedts område og det var rotter. Vi var ikke i tvivl hvis den fik færten af en rotte. Den blev nærmest hysterisk og gav små hyl fra sig. Det var faktisk ret praktisk for rotter på loftet, i foder eller i hønsehuset  kunne anrette stor skade. Jeg husker især en gang hvor Smut fik fat i en rotte som var næsten halvt Smuts størrelse. Vi hørte Smut hyle og for om til den bag stalden, her var der en vild kamp igang begge dyrene skreg og hylede og begge bed fra sig. De tumlede rundt og jeg blev utroligt bange for Smut ve og vel, så jeg løb straks tilbage på den anden side igen. Efter et stykke tid blev der stille og jeg vovede mig derom igen. Min far stod og roste Smut for sin heltedåd, men helten var ikke uden skrammer. Rotten havde kradset og bidt den til blods flere steder især i hovedet.  Smut blev 15 år og blev nærmest blind og døv, hvilket først blev opdaget da dens hvalp og tro følgesvend gennem mange år (med det fantasifulde navn Vovse) døde. Det blev mine forældres sidste hund. 

hugorm2En af de hunde vi havde tidligere (Ulla) blev også bidt dog ikke af en rotte men en hugorm. Dens hoved svulmede op til dobbelt størrelse og den var noge sløv og hang med hovdet et par dage men ellers mærkede vi ikke noget til det. Samme sommer blev jeg også bidt af en hugorm i foden. Jeg var ikke mere end 5/6 år men kan huske hvor tykt mit ben var og at det gjorde ret ondt. Lægen blev tilkaldt og han ordinerede sengeleje med benet hævet over hjertets niveua.

Go to top