Bygningernes historie

Sølballegård lå på det samme plet tæt på søen i mange år, mens dens bygninger langsomt forandrede sig gennem århundrederne. Som nævnt i artiklen "Hvor stammer navnet fra?" har gården sikkert vært bygget fuldstændig af træ, måske op til 1600- tallet.
 
På dette tidspunkt var de danske gårde som regel én eller to længede. Gennem 1600- og 1700-tallet bliver der efter al sandsynlighed bygget til og om mange gange.
 
I 1739 da Jens Lauritsen Rytter, en af fæsterne på gården, dør beskrives gården i skiftet som brøstfældig. Det skyldes måske at der i 1730’erne havde været landbrugskrise i hele landet, og selv om man dengang var så godt som selvforsynende, smittede den generelle krise i samfundet af på den enkelte fæstebonde. Der har måske derfor ikke været råd til at holde gården i den stand som Møllerup gods’s repræsentanter har ment den burde være. Det var en del af alle fæstebreve at den fæstede gårdens bygninger til alle tider skal holdes i forsvarlig stand.
Desuden skal det tilføjes at det var i Møllerup gods’s interesse at gårdens tilstand blev vurderet så lavet som muligt, fordi flere værdier så blev så på gården, som betaling for bygningernes ringe stand. Ejerens interesse steg specielt i dette tilfælde, fordi fæsteren ikke var gift og der derfor ikke var en enke, som ville blive på gården med boets værdier. Godset kunne ved indgåelsen af fæsteforhold ikke kræve så meget i indfæstning når gården var i en dårlig stand, og derfor måtte de sikre at de fik penge af boet til genopbygning.
For de næste 20 år ved vi ikke hvilken tilstand bygningerne har været i; men da en fæster dør i 1758, bliver der ikke afholdt noget ”ordentlig” skifte. Hvilket kunne tyder på at arvingerne på dette tidspunkt har vidst at bygningerne ikke var i orden, og reparationen af dem derfor ville veje alt for meget på udgiftssiden i skiftet. I de næste 30 år fæstes gården af den samme mand Rasmus Rasmussen Hvid.
Fra Møllerup gods’s regnskabsbog over indtægter og udgifter for tømmer, ved vi at Rasmus flere gange i 1770’erne køber tømmer. I 1774 køber han 8 stolper af 3½ alen = 17,5 meter og i 1775 købes 2 remstykker af 6 alen = 3,75 meter, hvilket tyder på at der er bygget til det bestående på dette tidspunkt. Remstykkernes længde tyder på at der er bygget et fag til.
En ting er dog helt sikkert, da udstykningen af Fuglsø finder sted i 1794 gengives de enkelte gårde i byen med de bygninger, som reelt udgør gårdens udseende, og her er Sølballegård firlænget. På daværende tidspunkt har Rasmus’s søn Jens Rasmussen Balle overtaget fæstet på gården.
 
 bindingsvaerk spaerEn forklaring på at der så ofte blev bygget til eller om er at bindingsværkskonstruktionen er en form for element byggeri, som gør det forholdsvis nemt at tilføje eller flytte dele af konstruktionen. Selve bindingsværket var i Sølballegård af egetræ, mens loftsbjælkerne var af fyrretræ, som må være indkøbt i Norge, da der på dette tidspunkt ikke var nåletræer af dette format i Danmark. 

Sølballegårds bygninger fra dengang eksisterer ikke længere, men fra forskellige kilder ved jeg en del om hvordan molboerne byggede f.eks. Bøttigers lille bog om Æbeltoft og omegn fra 1893, hvor han gengiver andre skriftlige kilder og selv kommenterer disse kilder. Følgende står i afsnittet om ”Molboerne og Sagn”:

”Det er noget mærkeligt, at i Molsherred, som fattes Skov, og hvor Skoven ligger langtfra, have Bønderne deres Gaarde holdt i god Stand, fremfor dem, der ligger i Skovegnen. – Indbyggerne paa Mols Jevne aldrig deres Langhalm eller pille Vipperne og Rodenden. De paastaa, at des stærkere mod Sol og Vind; Erfarenhed har og vist at de deri have ret. (Desuden brugtes vendrede Vægge og Tanggavle og – ligesom endnu – Tækkevoller og Halmdukker, Mønning med Græstørv, med Tang og Ler).”

 

Gamle billeder og besøg på endnu bestående bindingsværkshuse og gårde tæt på Fuglsø har også dannet grundlag for det billede jeg har af hvordan Sølballegård har været bygget. Nedenstående billeder er fra Bogens en lille landsby i nærheden (se kort nedenunder). En anden gren af min familie boede her gennem flere hundrede år og har bygget de bygninger der ses på billederne. Bogens ligger isoleret i et "hul" i Mols Bjerge. Mere om  Sølballegårds bygninger her

 


bogens2

bogensgammelbyg
 
De sidste beboere på gården i Bogens fra min slægt var min oldefar Jens Laursens søster Anne Marie Laursen. Hun var også min oldemors kusine :)

Billedet nedenfor er et, desværre meget dårligt, billede af Anne Marie og hendes mand Niels Sørensen Dam sammen med flere fra Dam familien. 

dam-familie

 

Show Street View
Go to top