Samvær og samarbejde med andre mennesker har altid været og er også stadig vigtigt, men hvis vi i dag ikke bryder os om nogle af de mennesker vi omgås i hverdagen, kan vi få et nyt job eller flytte. Den mulighed var ikke tilsted for de mennesker, som boede og levede i de gamle landsbyfællesskaber til dels på grund af stavnsbåndet, men først og fremmest på grund af den store afhængighed af familien og sikkerheden i landsbyfællesskabet. Man måtte blive! Selvfølgelig var der nogle, som brød ud, flyttede til købstaden eller blot flygtede, men det har været rent undtagelsesvis.
 
Fællesskabet bestod i et tæt arbejdsmæssigt samarbejde og en dyb social afhængighed. Dette fællesskab havde nøje aftalte regler og uskrevne traditioner. De aftalte regler kaldtes for vedtægter eller vider, og kan opfattes som landsbyens lov. Vedtægterne er ikke bevaret for Fuglsø. Men takket være EB for Vistofte by, som er nabobyen. Reglerne havde mange fælles træk hele landet over, mens nogle regler var egnsbestemte. Derfor kan man regne med at reglsættet i Fuglsø har lignet det i ”Vistofte bys Vider”.
 
Til at administrere disse regler havde lands­byen en oldermand. Fuglsø’s oldermand havde hvervet i mange år, i modsætning til de fleste andre steder, hvor hvervet gik på skift mellem byens bønder et år af gangen. PræstenEB skriver om Fuglsøbønderne, at: ”….. de befinder sig godt derved”.
Oldermanden havde ansvaret for at sammenkalde til de fælles møder, hvor arbejdet skulle planlægges – kaldet bystævnet. Han skulle sørge for at fællesskabet fungerede i god ro og orden. Han uddelte bøder, hvis aftaler og regler ikke blev overholdt.
 
Når en bonde eller nogen fra hans husstand brød aftaler eller regler vankede der bøder. Bøderne blev de fleste steder betalt i øl, som så blev drukket  af bymændene ved et bystævne. Der var mødepligt til møderne og mødte man ikke op skulle man også betale bøde. Det vigtigste princip i vedtægterne var at beslutninger blev taget ved flertalsafgørelser og at en enkelt mand ikke måtte gøre det anderledes en det var bestemt ved bystævnerne.
På disse bystævner blev aftalt, hvornår der skulle pløjes, sås og høstes. Dette var en nødvendighed, da alle havde et stykke af de 12 vange, som Fuglsøs marker bestod af. De kunne ikke ordne deres eget stykke, uden at de andre også arbejde på deres del af samme vang.

Det var også på bystævnet, man forsøgte at løse eventuelle problemer internt eller man gjorde fælles front mod herskabet.
Det var svært at få fællesskabet til at fungere, hvis ikke alle udfyldte deres rolle, så uenigheder måtte løses for alles bedste. Et af de vigtigste punkter på disse møder har sikkert været, hvordan man bedst kunne holde dyrene ude af afgrøderne. Et andet har været om hvordan indhegnede markerne bedst muligt for at beskytte dem imod dyrenes trampen. Det er i hvert fald disse emner der er flest regler om i Vistofte bys vedtægter, og overtrædelser af disse regler giver store bøder.
For at undgå at dyrene kom ud i afgrøderne var der ansat fælles hyrder til at passe alle bymændenes kvæg, får og måske gæs. Et andet fællesanliggende var de fælles dyr - en orne og en tyr. En af gårdmændene havde ansvaret for at passe og give husly til disse dyr.

Når et hus skulle bygges, repareres eller ombygges var hele byen i med. Eventuelle håndværkere lavede træarbejdet, mændene i byen hentede ler i den nærved liggende lergrav og rørte det op og alle kvinderne i byen klinede væggene.
Disse opgaver blev brugt som anledning til at feste og generelt var der mange festtraditioner.

Byfællesskabet skulle også være socialt sikkerhedsnet for de mennesker som ikke kunne klare sig selv, f.eks. forældreløse, gamle og handicappede. Disse outsidere var fuldstændig afhængige af det lille samfunds accept og velvilje. Så længe fællesskabet accepterede outsiderne, som en del af deres eget fællesskab, blev der sørget nogenlunde for dem, men blev de udstødt af en eller anden grund og dermed isolerede var konsekvenserne forfærdelige. For det meste betød det sult og død, hvilket der også er flere eksempler på i Vistofte sogns kirkebog. Her fortælles om fattige stakler og forældreløse børn fra andre egne, som er kommet til sognet og er døde under kummerlig forhold.
 
Som det kan læses ud af det foregående var man fælles om meget, hvilket der selvfølgelig var mange fordele ved, men der har også været ulemper. Ulemperne var årsag til den begyndende opløsning af fællesskabet i slutningen af 1700-tallet.
 
 

Ulemper

I et hvert samarbejde må man kunne indordne sig, således også i landsbyfællesskabet, hvilket vil sige at bønder der havde anderledes ideer eller blot var interesseret i at gøre tingene på en anderledes og måske bedre måde, havde svært ved at få lov. Bymændene skulle alle være enige om hvornår der skulle pløjes, sås, høstes eller gødes, og det har sikkert ikke altid passet ind i den enkeltes planlægning. Har det for eksempel været godt vejr en dag, og en bonde mente at tiden var til at høste, så måtte han ikke gå i gang før der havde været indkaldt til møde og høstarbejdet var en fælles vedtagelse. Så kunne det godt være blevet regn inden arbejdet kunne påbegyndes. Grunden, til at arbejdet skulle aftales så nøje, skal findes i datidens dyrkningsmetode. Fuglsø’s marker var som sagt opdelt i 12 vange/marker, som igen var opdelt i mindst 6 dele, så alle gårdene fik lige meget jord og lige gode dyrkningsmuligheder. Altså stod den ene mands korn lige op af de øvriges, og han ville måske blive nødt til at køre eller gå ind over en anden mands mark for at nå sit eget. Han måtte altså vente!
      
I 1794 bliver Fuglsø’s jord udstykket så hver af de seks gård får samlet jorden på et eller to steder. Husmændene får jord for enden af bøndernes jord – længst væk