Bygningernes historie
Desuden skal det tilføjes at det var i Møllerup gods’s interesse at gårdens tilstand blev vurderet så lavet som muligt, fordi flere værdier så blev så på gården, som betaling for bygningernes ringe stand. Ejerens interesse steg specielt i dette tilfælde, fordi fæsteren ikke var gift og der derfor ikke var en enke, som ville blive på gården med boets værdier. Godset kunne ved indgåelsen af fæsteforhold ikke kræve så meget i indfæstning når gården var i en dårlig stand, og derfor måtte de sikre at de fik penge af boet til genopbygning.
Fra Møllerup gods’s regnskabsbog over indtægter og udgifter for tømmer, ved vi at Rasmus flere gange i 1770’erne køber tømmer. I 1774 køber han 8 stolper af 3½ alen = 17,5 meter og i 1775 købes 2 remstykker af 6 alen = 3,75 meter, hvilket tyder på at der er bygget til det bestående på dette tidspunkt. Remstykkernes længde tyder på at der er bygget et fag til.
En ting er dog helt sikkert, da udstykningen af Fuglsø finder sted i 1794 gengives de enkelte gårde i byen med de bygninger, som reelt udgør gårdens udseende, og her er Sølballegård firlænget. På daværende tidspunkt har Rasmus’s søn Jens Rasmussen Balle overtaget fæstet på gården.
Sølballegård er gård nummer 5 Som Fugelsø så ud 1990. Her ses Sølballegård ikke længere
En forklaring på at der så ofte blev bygget til eller om er at bindingsværkskonstruktionen er en form for element byggeri, som gør det forholdsvis nemt at tilføje eller flytte dele af konstruktionen. Selve bindingsværket var i Sølballegård af egetræ, mens loftsbjælkerne var af fyrretræ, som må være indkøbt i Norge, da der på dette tidspunkt ikke var nåletræer af dette format i Danmark.
Sølballegårds bygninger fra dengang eksisterer ikke længere, men fra forskellige kilder ved jeg en del om hvordan molboerne byggede f.eks. Bøttigers lille bog om Æbeltoft og omegn fra 1893, hvor han gengiver andre skriftlige kilder og selv kommenterer disse kilder. Følgende står i afsnittet om ”Molboerne og Sagn”:
”Det er noget mærkeligt, at i Molsherred, som fattes Skov, og hvor Skoven ligger langtfra, have Bønderne deres Gaarde holdt i god Stand, fremfor dem, der ligger i Skovegnen. – Indbyggerne paa Mols Jevne aldrig deres Langhalm eller pille Vipperne og Rodenden. De paastaa, at des stærkere mod Sol og Vind; Erfarenhed har og vist at de deri have ret. (Desuden brugtes vendrede Vægge og Tanggavle og – ligesom endnu – Tækkevoller og Halmdukker, Mønning med Græstørv, med Tang og Ler).”
De sidste beboere fra min slægt var min oldefars søster Anne Marie Laursen, som var min oldefars søster og min oldemors kusine :)
Billedet nedenfor er et, desværre meget dårligt, billede af Anne Marie og hendes mand Niels Sørensen Dam sammen med flere fra Dam familien.
