Vores ferierejse sluttede med endnu et besøg i Berlin. Vi har havde hidtil næsten udelukkende bevæget os rundt i det tidligere Vestberlin, men vi ønskede også at se, hvordan det gamle Østberlin har udviklet sig. Vi tog en lang gåtur fra Alexanderplatz ud ad boulevarden Karl Marx Allé, der er knap 100 meter bred og dermed velegnet til de store militærparader, man ofte afholdt i det gamle DDR.
Det var en helt anden byggestil, vi mødte der. Høje boligblokke til partimedlemmerne i SED, Socialistisch Einheitspartei Detschlands. Husene vil vi jo nok nærmest kalde funkis-stil i en mere bastant udgave. Ind imellem blokkene har man anlagt runde pladser, så østberlinerne (folket) har et sted at mødes og udvikle den socialistiske kultur.
Et stykke ude af Karl Marx Alle gik vi ned i en U-bahnhof i typisk DDR stil med store mørke (grønne, brune) klinker på væggene og tog toget tilbage til Alexanderplatz U-bahnhof...
...gik tværs over den store livlige plads og op ad trapperne på Bahnhof Alexanderplatz. Der ventede vi de sædvanlige 10-15 minutter på næste RE-tog til Werder (Havel). Imens fik vi det sidste glimt af TV-tårnet - i gadeniveau. En halv time i toget, 10 minutter i bilen, drink og afslutningsmiddag i teltet. Til slut - næste dag - små 12 timers kørsel for at komme hjem. En stor oplevelse rigere. En dejlig far-søn oplevelse.
Efter den lange dag i Dresden valgte vi at tage en afstresset dag i lokalområdet, et par timer i Werder, ikke mindst i den gamle historiske bydel Werder Insellstadt, der som navnet antyder ligger på en ø i floden Havel.
Det blev en spændende udflugt. Insellstadt består af mange mindre velholdte huse og små snoede gader med brolægning - næsten helt Ærøkøbingsk.
Der ligger ikke mindre end to kirker på den lille ø. Den største og vel nok vigtigste er Frauenkirche på den sydlige del af øen. Besøget i denne kirke blev meget specielt. En antikrigsudstilling var opstillet i kirken med et enorm billedmateriale fra mange af de grusomheder, der fra begge sider blev begået under 2. verdenskrig. Specielt var der sat fokus på den tyske forfatter Bertold Brechts deltagelse og oplevelser i og afstandtagen til krige(n).
I Frauenkirche var der imidlertid fred...
Vi kunne klart fornemme, at tyskerne var ved at gøre op med deres grusomme historie fra nazitiden. Der var ved at blive rejst mindemærker for alle krigens ofre næsten lige meget, hvor man kiggede hen. Her på kirkegården ved Frauenkirche stod allerede ét mindesmærke - og et nyt var på vej. Det skulle indvies et par dage efter vores afrejse.
Stumper og murblokke var det eneste, der stod tilbage af domkirken Frauenkirche efter det terrorlignende allierede bombeangreb over Dresden den 13. februar 1945. Fuldtræffere med brandbomber satte ild i kirken - ildstormen varede i 2 dage. Som ruiner overlevede Frauenkirche DDR-tiden. Bagved står den nu genopførte kirke. Læg mærke til de mørke sandstensblokke i murene - det er genbrug fra den oprindelige kirke, sirligt indsamlet.
Frauenkirche blev bygget i årene 1726 - 1743 og udgjorde med sin sandstenskuppel en væsentlig del af Dresdens datidige skyline.
På 45-års dagen for angrebet, den 13. februar 1990, tog man beslutning om, at kirken skulle genopbygges i sin oprindelige stil. I 2006 blev arbejdet færdigt - pris: 250 mio. DM. Nu er kirken atter en væsentlig del af byens skyline.
Den saksiske og prøjsiske byggestil er anderledes end i katedralerne i det vestligere Europa. De tyske har mindre grundareal, de er runde og synes meget bastante. Men Frauenkirche fremstår, synes jeg, som et smuk og elegangt bygningsværk. Men er den også fredfyldt indenfor?
Vi er i evangelisk-luthersk område. Foran Frauenkirche står en statue af Martin Luther, der om nogen forstod at sætte sindene i kog hos datidens kristne VIP'er. Det var i Wittenberg ca. midtvejs mellem Dresden og Berlin, Martin Luther satte sine teser på kirkedøren i det 16. århundrede.
Efter afslutningen af 2. verdenskrig besøgte en gruppe af de RAF-piloter, der havde deltaget i bombningerne af Dresden den 13. - 15. februar 1945. De blev stærkt påvirkede af de ødelæggelser, de havde påført byen. Som en bod påtog de sig at rejse tilbage til England og indsamle penge, som skulle bruges til at få lavet et nyt gyldent spir til Frauenkirche, når den blev restaureret. Og nu sidder spiret der igen. Det kan vel betragtes som en måde at sige undskyld på...
Torsdagen var afsat til en heldagstur til Dresden, 230 km syd for Berlin. Rygtet lød, at den gamle saksiske by er en af de smukkeste i Europa. Vi besøgte kun den gamle bydel - Alte Stadt - syd for Elben, men her kunne vi konstatere, at rygtet ikke er opstået uden grund. Her et kig mod den nordlige port i bymuren mod floden, et rigtigt turiststrøg med caféer og souvenirbutikker.
En vandring i den gamle bydel byder på flere højdepunkter. Dette hus prydes af et vægmaleri på 101 meter! Billedet er sat sammen af malede Meissen porcelænsfliser og viser en procession af succesrige herskere fra Wettin.
Nærmest i centrum af Alte Stadt ligger Zwinger Palace fra senbarokken. Betegnelsen Zwinger (bur) stammer fra den oprindelige placering mellem den udvendige og den indvendige fæstningsmur. Historien fortæller, at den saksiske hertug August der Starke efter en rundrejse i Italien og Frankrig, hvor han bl.a. oplevede Louis XIVs Versailles, ønskede et lignende slot opført i Dresden.
Zwinger Palace blev næsten jævnet med jorden under det allierede bombeangreb i februar 1945. En folkelig bevægelse i Dresden pressede igennem, at paladset blev genopbygget i oprindelig stil, inden de socialistiske magthavere ville beslutte at sende buldozere ind for at gøre klar til byggeri af nye bygninger i den arkitektoniske stilart 'socialistisk realisme'.
I dag står paladset som et af de vigtigste bygningsværker i Europa. Anlægget er en harmonisk velholdt enhed, der består af den store indvendige gård, de forskellige pavilloner, arkadegallerierne og galleribygningen. Symmetri er et nøgleord.
Det tog os et par timer at få oplevelsen af Zwinger Palace fuldendt. En tur hele vejen rundt oppe på murene, fascinationen af de mange detaljer, bl.a. figurerne og den gennemførte symmetri i anlægget i slotsgården, ned ad trapperne og langsomt gennem gårdanlægget med fontænerne og ud gennem porten under det fine klokkespil. Vi sprang over galleriet i Orangeriet - det orkede vi ikke. Vi havde stadig domkirken til gode...
Efter besøget i rigsdagen, på vej mod floden for at komme over til Hauptbahnhof passerede vi på Willy Brandt Strasse hovedindgangen til Bundeskanzleramt. Her opdagede vi, at folk var begyndt at stimle sammen. Afspærring i stor adstand til det i øvrigt kraftige gitter foran bygningen. Et stort militærhornorkester ankom og stillede op. TV-kameraer inde bag gitteret. En større bevæbnet politistyrke stillede op i en række ved afspærringen. Hvad mon der var ved at ske?
FNs daværende generalsekretær Ban Ki-Moon ankom på officielt besøg. Han ankom, som det sig hør og bør, i sort limousine og blev modtaget af den ligeledes daværende forbundskansler Angela Merkel. De stillede beredvilligt op med front mod fotografer og tv-kameraer og sluttede af med at skridte militærorkesteret af. Derefter forsvandt de ind i den bastante bygning.
Og vi fik en uventet oplevelse.
Næste dag.
Med udgangspunkt fra Brandenburger Tor gik vi syd på ad Ebertstrasse mod Potsdammer Platz. Undervejs besøgte vi det omdiskuterede Denkmal für die ermordenten juden Europas, et stort område midt i byen med en masse mørke betonblokke i forskellige højder. Opført i 2003 - 2005. Man kan uden besvær gå ind imellem blokkene og danne sig sine egen indtryk. Vi besøgte dog ikke besøgscenteret under blokkene.
Mindesmærket ligger tæt på det område, hvor Hitlers førerbunker lå ved Gertrud Kolmar Strasse. Her er ikke meget at se. En parkeringsplads og nogle boligblokke - og så dette skilt med en beskrivende planche. Ikke noget man har gjort et stort nummer ud - og sikkert godt det samme.