Hvordan boede man dengang omkring 1800?
Stuehuset i syd
Stuehuset var beboelse for en familie, som i 1790’erne bestod af bedsteforældre – Rasmus og Ane, forældrene/forsørgerne – Jens og Karen, børn – Ane og Mette Marie og to tjenestefolk - en karl og en pige. Stuehuset på Sølballegård var i 1802 på 11 fag1 i længden, eller ca. 16,5 m, og 7½ alen 2dyb, eller ca. 4,65 m . Grundarealet for stuehuset var altså i nutidsmål ca. 77 m2.
Heraf var halvdelen køkken, bryggers og tørvehus. Stuehuset bestod udover de ovennævnte tre rum af 2 stuer, en forgang og et eller to kamre. Herunder er stuehuset forsøgt gengivet. Grundplanen er lavet på baggrund af ovenstående kilder, samt den almindelige forskning om danske bøndergårdes bygninger og deres indretning3.
Over de syv fag af huset, nemlig yderstue, forstue, dagligstue og køkken, var der ”fjælloft”. Også loftet blev brugt som et rum, til oplagring af mad og redskaber som ikke var i brug, hvilket også kan ses i skifterne.
Som man kan se i Brandtaxationen blev en bygnings størrelse målt i fag, som er afstanden mellem de bærende stolper. Se illustrationen nedenfor. I Danmark er et fag på ca. 1,5 m. Altså stuehuset på Sølballegård er 1,5 x 11= 16,1 m den gang i 1801. Husets brede er opgjort i alen og en alen er ca. 60 cm, altså har stuehuset været ca 4½ m bred.
Bindingsværk
Bindingsværk var den almindeligste byggemåde i Danmark fra senmiddelalderen og fremefter.Bindingsværk er smidigt og fleksibelt at arbejde med, og man kan nemt tilføje ekstra rum til sit hus. Et bindingsværkshus er et skelet af træ. Skelettet bærer husets tag og holder sammen på husets vægge. I egne med gode skove var skelettets stolper og bjælker gerne af en god og kraftig kvalitet - og man brugte meget tømmer til husene. I træfattige egne som f.eks. Vestjylland var bindingsværket ofte spinkelt og kroget - og man sparede på træet. I skelettets åbne vægfelter lavede man et fletværk af mindre træstolper og kviste. Så klaskede man vådt ler på fletværket og lod det tørre. Tavlene blev glattede. Til slut blev de kalkede. På Sjælland kalkede man "over stok og sten" - dvs. hele væggen, både stolper og tavl, blev kalket hvide. I Østjylland og På Fyn gav man ofte stolperne en farve, f.eks. rød eller sort. Tavlerne fik en anden farve, f.eks. hvid eller gul. Vi du vide mere så er her et link til Nationalmuseet
Bindingsværket Sølballegård var egetræ og loftsbjælkerne var af fyrretræ. Mellemrummene i bindingsværket var lerklinede. Taget var af strå, hvilket på dette tidspunkt var ensbetydende med langhalm (rughalm). På Mols havde man den skik at man ikke jævnede langhalmen og tagene kom derfor til at se lodne ud. Gulvene har været lerstampede og sandsynligvis brolagt på steder i huset, hvor der arbejdedes med vand, f.eks. ved arbejdspladserne i køkkenet og bryggerset.
Udover disse ting lægges der i taksationen vægt på at der er vinduer og døre i fornøden omfang, men der står ikke noget om hvor mange. Så i mit forsøg på at visualisere, hvordan stuehuset har set ud er antal af vinduer og døre og deres placering bygget på historiske litteratur. Her angives at vinduerne som regel kun fandtes på den ene side af huset, nemlig den sydlig side, fordi der var her man mest lys ind fra.
Ovenfor er beskrevet hvordan huset kan have set ud og hvordan de enkelte rum har ligget i forhold til hinnanden. Men hvad var der så i disse rum og hvad blev de brugt til?
Ja, det ved vi faktisk meget om takket være de mange skifter fra gården i årene fra 1803 til 1826. Derfor har jeg valgt at gennemgå stuehuset rum for rum.