Alte Stadt

 

 

Torsdagen var afsat til en heldagstur til Dresden, 230 km syd for Berlin. Rygtet lød, at den gamle saksiske by er en af de smukkeste i Europa. Vi besøgte kun den gamle bydel - Alte Stadt - syd for Elben, men her kunne vi konstatere, at rygtet ikke er opstået uden grund. Her et kig mod den nordlige port i bymuren mod floden, et rigtigt turiststrøg med caféer og souvenirbutikker.

 

 

 

En vandring i den gamle bydel byder på flere højdepunkter. Dette hus prydes af et vægmaleri på 101 meter! Billedet er sat sammen af malede Meissen porcelænsfliser og viser en procession af succesrige herskere fra Wettin.

 Alte Stadt

 Zwinger Palace

 

Nærmest i centrum af Alte Stadt ligger Zwinger Palace fra senbarokken. Betegnelsen Zwinger (bur) stammer fra den oprindelige placering mellem den udvendige og den indvendige fæstningsmur. Historien fortæller, at den saksiske hertug August der Starke efter en rundrejse i Italien og Frankrig, hvor han bl.a. oplevede Louis XIVs Versailles, ønskede et lignende slot opført i Dresden.
Zwinger Palace blev næsten jævnet med jorden under det allierede bombeangreb i februar 1945. En folkelig bevægelse i Dresden pressede igennem, at paladset blev genopbygget i oprindelig stil, inden de socialistiske magthavere ville beslutte at sende buldozere ind for at gøre klar til byggeri af nye bygninger i den arkitektoniske stilart 'socialistisk realisme'.
I dag står paladset som et af de vigtigste bygningsværker i Europa. Anlægget er en harmonisk velholdt enhed, der består af den store indvendige gård, de forskellige pavilloner, arkadegallerierne og galleribygningen. Symmetri er et nøgleord.

 

 

Det tog os et par timer at få oplevelsen af Zwinger Palace fuldendt. En tur hele vejen rundt oppe på murene, fascinationen af de mange detaljer, bl.a. figurerne og den gennemførte symmetri i anlægget i slotsgården, ned ad trapperne og langsomt gennem gårdanlægget med fontænerne og ud gennem porten under det fine klokkespil. Vi sprang over galleriet i Orangeriet - det orkede vi ikke. Vi havde stadig domkirken til gode...

 Zwinger Palace