Min far, Svend Ingemann Bentsen Laursen, blev født under første verdenskrig, den 11 april 1916 i Vraa i Agri sogn på Mols. Hans forældre Lauritz og Jensine var blevet gift i 1908 i Vistofte sogn. Her de boede i landsbyen Fuglsø, men var siden flyttet 2 gange - først til Egens og dernæst til Vraa ved Grønfeldt i Agri sogn. Far var det fjerde barn der blev født i løbet af 8 år, hvoraf et døde kort tid efter fødslen.
Far blev døbt hjemme og senere fremstillet i kirken, præst var H.C. Rørdam. En af fadderne var Lauritz's bror, Jens Mikkelsen Laursen, som på dette tidspunkt var tjenstkarl hos familien i Vraa. De andre faddere var Marie og Lauritz Kjerrri begge fra Grønfeld.
Da Lauritz flere gange under 1. verdenskrig var indkaldt til reserven, var der god brug for en tjenestekarl til at hjælpe på gården. Lauritz lå bl.a. ved en garnison i nærheden af Aalborg. Fars yngste bror Aksel huskede Lauritz fortælle, at han fra garnisonen kunne se kirketårne i Ålborg.


Jeg så heldig at jeg har to billeder af far, hvor han er ca. 2 år. Disse billeder ser ud til at være taget i haven i Vraa. Se billederne sidste i artiklen.

Da min far er lidt over 2 år, den 7 juni 1918, bliver han vaccineret for kopper. Den samme dag vaccineres også fars fætter Niels Aage Sørensen, søn af Jensines bror Ernst Marinus Sørensen.

Lige efter 1, verdenskrigen kom den spanske syge til landet, og den rasede også på Mols. I forskellige aviser (bl.a. Kalø Vig Avertissements Tidende) kan man se at mange familier blev hårdt ramt med flere dødsfald inden for det samme døgn. Men på en eller anden måde slap hele Laursen familien åbenbart uden men.