Inden arbejdet medtaget skal interiøret i de rum, som bliver belyst, opbygges. Ud fra gamle billeder opbygges stalden, hvor grisene venter på at blive slagtet. Båse og rækværk af rustfrit stål sættes op. Midtergangen er til personalet.

Med forventning om at man kan kigge ind i stalden gennem vinduerne (som godt nok er ret små), beklædes væggene med tynde, hvide styrenplader ellers males hvide. Det skal jo se pænt ud.

 stald

 

Slagteriarbejderne og funktionærerne skal naturligvis have en kantine. Mit gæt er, at den i 1950'erne er placeret på 1. sal i hovedbygningen over slagtegangen. Omkring 1960 blev den flyttet til en nybygning sammen med administrationen.

Der kommer også lys i kantinen, der dog forstyrres af et af spærene midt igennem rummet - altså her på modellen. Kantineborde og -stole fremstilles i styren, males og sættes op i kantinen. Sodavands- og ølkasser stilles frem, bordet dækkes delvist op med service, og nogle slagteriarbejdere kan sætte sig og hygge sig med frokosten. Figurerne har jeg selv måttet male i de typiske hvide kitler.

 kantine2

 

Kontorerne i administrationsfløjen er klar til indflytning. Modelkontorinventar Aps har leveret kontormøblerne ved døren. Som det ses er teaktræ den foretrukne træsort. Kontorstolene er på denne tid med 4 fødder med hjul - først senere finder man ud af at sikre stabiliteten med et femte ben.

Møblementet er bygget i polystyren og malet med acrylfarver.

 skriveborde og stole

 

Administrationens placering på modellen er udpeget af en tidligere ansat. Senere blev kontorerne flyttet over i en nybygning. Gamle billeder viser, at kontorerne har linoleumsgulve i kvadratmønster. Maskeringstape sikrer en ensartet størrelse og systematik. Væggene beklædes også med hvidt og et par nedskalerede plakater. Telefoner, brevbakker og skrivemaskiner er fremstillet af styren.

Med gulvet lagt og skillevæggen opført, kan funktionærerne flytte ind og begynde på arbejdet. Der er travlt fra dag ét.

 kontor

 

Værktøj og maskiner på en travl arbejdsplads, som slagteriet var, slides og skal repareres nu og da. Det sker på maskinværkstedet, hvor man kan dreje og på andre måder fremstille reservedele.

 maskinvaerksted

 

Med interiøret på plads kommer turen til tagdækkeren. Hadsten Andelssvineslagteri havde lysgråt eternittag, men noget sådan har jeg ikke kunnet finde hos nogen producenter af selvbygmaterialer. Jeg ender med at købe nogle pakker med Auhagen dekorplatte wellblech, altså egentlig modeludgaven af bliktag. Jeg synes godt, pladerne kan gå for at være eternit, når jeg ridser ekstra simulerede overgange ind imellem de eksisterende. Det er sin sag at måle tagpladerne op og skære dem til, så de passer sammen, ikke mindst det valmede tag og overgangen fra et tag til et andet.

På nettet finder jeg den rigtige lysgrå farve, blander denne og maler de udskårne tagplader et par gange. Taget over maskinværkstedet skal endvidere forsynes med ovenlysvinduer, som jeg selv fremstiller af styrenstrips. På undersiden af tagplader over interiør fastgøres LED-bånd, hvis ledninger føres gennem bundpladen.

 tagplader tilpasses

 

De første slagtesvin leveres og ledes ind i stalden, hvor en slagteriarbejder og en dyrlæge tager imod og tjekker kvaliteten. Det konstateres, at der mangler strøelse  i båsene, så det må skaffes hurtigst muligt.

Taget lægges på til sidst. Herefter mangler kun tagrender, nedløbsrør og patinering (weathering) af hele bygningskomplekset.

 grise i stald