Grundplanen tegnes op på bundpladen og males med en farve, der tilnærmer sig farven på parketgulvet i huset. Det viser sig nødvendigt at male undersiden af pappet også for at modvirke de bøjninger malingen forårsager på pappet. Herefter kan jeg begynde at rejse søjler og vægge. Søjlerne skæres i rette længde af Evergreen-stænger 3,2x3,2 mm. Det er vigtigt at savsporet er vinkelret på længderetningen for at undgå, at søjlerne hælder til den ene eller anden side. Væggene skæres ud i 2 mm skumpap og limes på bundpladen.

De store glasfacader skæres ud i plastfolie. Der skal skabes en illusion af, at glasfacaderne er sammensat af mange ruder samlet med aluminiumsrammer. Evergreen-strips 0,25 mm males med sølvbronze, skæres i rette længder og limes meget påpasseligt på plastikfolievinduerne. Folien er ikke af polystyren, og jeg kan derfor ikke bruge den sædvanlige plastiklim, men må ty til superlim. Tungen skal holdes lige i munden, for det er ikke muligt at rette selv den mindste skæve placering af stripsene, da limen er særdeles hurtigtørrende. Hovedindgangen er et lille glasbur med automatiske døre og bygges for sig. Med alle glasdelene forberedt limes de fast på de bærende søjler. Det hele bølger lidt, men de kan strammes op i en senere fase. De vandrette strips øverst på søjlerne er foreløbige og er sat på for at støtte de inderste bærende søjler, men fjernes senere. Det sorte aflukke var oprindeligt bygget for at skabe en hyggelig internetcafé. På modellen vil den fungere som et skjul for indføringen af ledninger til LED-lys.

Ydervæggen mod øst (øverst i billedet) beklædes indvendigt med sort karton for at skabe det rigtige indtryk ved døre og porte udefra.

 slojfen byggefase7

 

Dette er den vestvendte facade på virkelighedens Sløjfen. Til højre ses den store port ind til Lilleåsalen og længere til venstre den udvendige trappe op til biblioteket - formentlig tænkt som en brandtrappe, idet den er lavet af galvanisret stål.

Industriporten er lavet af glasfibermateriale med et grønligt skær. Glaspartiet umiddelbart til venstre for porten er materet glas. Frisen over porten er ligeledes af glasfiber.

Taget er af beton. Hullet til højre er - et hul. Bare et hul.

 Eget billede NO facade1

 

På modellen sliber jeg både porten og glaspartiet til ventre herfor med fint sandpapir, indtil den rette matte overflade kommer frem. Bagsiden af porten males med en mørkegrøn farve. Alurammerne simuleres atter med sølvfarvede strips.

 slojfen byggefase8