Hønsehus
Et af Lauritzs projekter var hønseopdræt og salg af æg, også dette slog fejl.


Alle disse år gik det op og ned med forældrenes økonomi, mest ned, uheld forfulgte Lauritz i alle hans projekter. I 1932 må Lauritz sælge gården i Vraa p.g.a. den økonomiske krise i hele verden.
Grethe husker at hendes mor græd meget, da de blev nødt til at flytte fra gården i Vraa, og det kunne hun slet ikke forstå, for hun (Grethe) synes bare det var dejligt at skulle flytte til "byen". Så var hun jo tæt på kammerater og skolen, som hun lige var startet i. Efter denne økonomiske lussing for forældrene, blev det nødvendigt at alle i hele familien bidrog til tjene til livets ophold, så da Grethe kun var en mellemstor skolepige, skulle hun hjælpe i huset hos Bendix Simonsens kone Sofie.
Nøjagtigt hvornår far første gang var ude at tjene ved jeg ikke, men jeg ved hvor han først kom til at tjene, nemlig hos sin fadder Lauritz Kjerri i Vraa. Det var samtidig familiens gamle nabo,som ikke selv havde nogen børn, og som efter Sørens udsagn var svagelig. Her var han enekarl på et husmandssted på 19 tdr. land.


Far 17 år 1933

Efter tiden hos Lauritz Kjerri kommer far i tjeneste hos Holm Jens i Vraa, Her ved jeg ikke hvor længe han var. Fars søster Grethe fortæller om far:  "Ham kunne man altid stole på. Havde man problemer var det ham man gik til, skulle man låne penge var det ham man gik til".
Da Grethe tjente i Vraa, og hun havde været hjemme i Grønfeldt om aftenen, skulle hun altid tilbage til Vraa igen samme aften. Når hun var bange for at nogen skulle følge efter hende, var det far der gik turen til Vraa sammen med hende.
Hvis nogen havde været efter hende skulle hun bare sige det til far så ordnede han det. Men tilføjer hun, han kunne altså også godt lide at drille, desværre fik jeg ikke nogle konkrete eksempler.

De nøjagtige tidspunkter for hvornår og hvorlænge han tjente de forskellige steder er svær at fastslå. Men ved jeg med temmelig stor sikkerhed (kilde: fars bror Søren) at han omkring 1936-37 kommer til Grønfeldt. Her kommer han i tjeneste hos Bendix Simonsen, som forkarl. Bendix var med i sognerådet og på et tidspunkt formand for Indre Mission i Grønfeldt. Her tjener tillige Søren (15,16 år) og deres søster Grethe ( ca. 13 år), desuden tjente Jensine lidt ekstra til familien en overgang, ved at malke køer. Om Bendix Simonsens temperament kunne Søren fortælle flere historier.


Her er der et par eksempler:
Det var om foråret, og jorden skulle klargøres så roerne kunne blive sået. Dette arbejde fik Søren om morgenen besked på at gøre på en formiddag, og Bendix gjorde det klart at han ikke skulle komme hjem og få middagsmad inden han var færdig. Arbejdet bestod i at harve marken. Det lyder jo let nok for os, som er vant til traktorer, men dengang foregik det med hest og gåben bag harve og hest. Som sagt var Søren en knægt på 15-16 år, som var meget bange for Bendix, så han knoglede på til hesten skummede, Som han selv sagde kørte han helt vildt. Svend råbte til ham inden han kørte ud i marken at han skulle køre ordentlig, men angsten for Bendix var stærkest. Da klokken var ca. 12 og middagen nærmede sig, kom Svendud i marken til Søren og ville have ham med hjem, men Søren turde ikke for han var ikke blevet færdig. Svend sagde at han skulle med hjem og at han nok om eftermiddagen skulle harve færdig og nå at så, så til sidst gik hjem til gården for at spise. Da de kommer til bordet og mad er sat ind, spørger Bendix om Søren så blev færdig, hvilket han jo måtte benægte. Så eksploderede Bendix i arrigskab, han råbte og skreg. " Hvorfor kom du så hjem?" "Jo, men Svend sagde at jeg skulle med hjem at holde middag." Nu vendes vreden mod Svend også, men for en gangs skyld slog Svend i bordet og sagde at han skulle nok harve færdig om eftermiddagen og så roer, som planlagt.Da Svend tør forsvare Søren, og oven i købet svare igen, bliver Bendix endnu mere edderspændt rasende, han løfter hånden for at slå, men trækker sig i sidste øjeblik. Samtidigt råber, skriger, skælder og smælder han, så alle andre ved bordet flygter. Også Grethe tager flugten, men med sin tallerken. Hun søger tilflugt på det "lille hus" (lokummet), hvor hun indtager resten af sit måltid.I stuen fortsætter råberiet, hvilket selvfølgelig medfører at Søren og Svend ikke får spist noget. Lige pludselig råber Bendix " Så spis da noget!". Jeg ved ikke, hvor meget de fik spist, men Bendix faldt lidt ned og Søren og Svend fik deres ene times middagspause, hvorefter Svend tog i marken. Da det blev aften og Svend vender hjem til gården, står Bendix der og spørger, om han blev færdig med at så roer, hvortil han roligt svarer, at han var blevet færdig. Den aften fik Søren en undskyldning af Bendix.

Søren fortalte om et andet tilfælde af raseri, som han havde overværet. En dag skulle Bendix have spændt en hest for og Søren og han går ud i hestestalden. Her har en af hestene, som i forvejen er kendt for at sparke bagud, ikke lyst til at få seletøj på, så den sparker ud og rammer/snitter Bendix, hvilket ophidser ham så utroligt meget, at han knytter sin hånd og med al sin kraft slår han hesten --- lige i røvhullet ---- så det sagde "svup" og hånden røg ind. Det syntes hesten ikke synderligt om, så den sparker vildt og rammer Bendix så han klasker op ad muren og stønnende bliver liggende. Søren tør ikke gå ind i stalden for at hjælpe ham på grund af hesten. Kort efter kommer Svend til, han får slæbt Bendix udenfor hestens rækkevidde og ind i huset.

Hos Bendix var Svend vist i to år. Jeg har fundet den skatteansættelse der var på ham i skatte året 1937/38, han bor i Grønfeldt, så det passer meget godt med at han tjener hos Bendix Simonsen. Her står der at han tjente 1100 kr. på et år.

Svend var i sit 18. år på session, disse papirer kan jeg ikke få lov at se da de ikke er 80 år gamle, men en ting er sikkert han blev kasseret. Jeg mener det var på grund af en skævhed i ryggen eller nakken.

Under krigen tjente far hos Søren Moesmand (Moesmanden, som på dette tidspunkt havde købt den ejendom som Bendix Simonsen tidligere ejede) i Grønfeldt, og Aksel tjener hos naboen Frederik Høeg (Høgen). Han levede i 1998, hvor jeg besøgt ham og hans kone, som dengang stadig boede i Grønfeldt. Frederik Høeg og hans kone Anne kunne godt huske far og hans familie. De fortalte om en episode fra dengang far tjente hos Moesmanden.
Episoden fandt sted da far om foråret skulle så roer og såmaskinen var blevet indstillet inden far kørte hjemmefra gården, men far må have ment at den var indstillet forkert, så han stiller om så der kommer færre frø ud under såningen. Dette opdager Moesmanden, og han bliver helt tosset. Frederik Høeg sår i marken ved siden af. Far og han snakker sammen bagefter og Høgen siger: "Der fik do nok læst og påskrevet, hva'".
Fra denne tid stammer også Aksels historie om isfiskeri. Det er sandsynligvis Kalø vig her er tale om. Denne episode foregår under en af anden verdenskrigs isvintre. Far og Aksel havde aftalt at mødes på isen. Far kom først og huggede et hul i isen, hvorpå han startede med at fiske. Da han har siddet et godt stykke tid kommer Aksel til. Far er godt sur og overlader gladeligt hullet til Aksel, for her fanger man alligevel ikke noget. Derpå går han i gang med at lave et nyt hul. Skæbnen vil at lige så snart Aksel kaster snøren ud får han bid, og han fanger mange. Jeg tror far var godt irriteret, men det hjalp lidt for senere fangede han også en del fisk. Aksel fortalte at de solgte nogle af fiskene.

Indtil 1943 kan jeg finde far i skatte og mandtalslisten for Agri/Egens kommune, herefter forsvinder han og jeg spurgte Aksel og Søren og de kunne ikke huske hvor han tjente de sidste 2 år af krigen. Men dette har jeg fundet på landsarkivet i Viborg.
Den 1/11 1942 ( LK 320-162/4) kommer Svend til Femmøller, hvor han er i tjeneste hos en Grønborg, som her havde forpagtet en af de store gårde under Kalø Gods i Bregnet Sogn. Her tjener han også et eller to år.
Efter tiden hos Grønborg i Femmøller kom han tilbage til Lauritz Kjerri, som var syg. Han havde ingen børn og han var fader til far. Efter mine oplysninger lover han Svend førstekøbsret til ejendommen i Grønfeldt til en rimelig pris, hvis han vil tjene hos ham til en lavere løn. Svend indvilger og arbejder så her i nogle år for en meget ringe løn.

kjerri
Billedet er er taget medens far tjente hos Laurits Kjerri i anden omgang. Den gamle som sidder forrest er Niels Kjerri, far til Laurits. Den anden som sidder ned er Marie Kjerri, som også var en af fars faddere. Hun er på det tidspunkt hvor billedet er taget fuldstændig blind på grund af en hjerneblødning. Laurits Kjerri står ved flagstangen sammen med sin kone Kirstine. Far står næsten gemt bag den store kraftige hvidklædte kvinde til højre i billedet.

 

 


Søren Bentsen mente at far altid havde penge. På et tidspunkt betalte far for et nyt tag til sine forældres hus i Grønfeldt, Aksel mente også at han havde været med til at betale for at få indlagt strøm. Om grunden til at han tør bruge så mange penge er at han regner med at have sin fremtid sikret, kan jeg kun gisne om. Han blev lovet, mundtlig, at når hans forældre døde skulle han have en del af disse penge igen, men det fik han så vidt jeg ved aldrig.
Hvad der skete mellem min far og Lauritz Kjerri ved jeg heller ikke, men da det kom til stykket fik han ikke Kjerris gård, og dermed indfriet de løfter han fik ved ansættelsen.

Den 1/11 1945 kommer han til en A. Nyvang i Kongerslev i Ålborg amt. Her kan han ikke have været ret lang tid for i vinteren 1946/47 tjener han som forkarl på Henriksdal Blenstup i Gerding sogn, Gerding - Blenstrup Kommune. Dette er en stor gård, som er en forpagtergård under Lindenholm gods (Kilde større Danske Gårde,1935 og Danmarks Større Gårde,1961). Forpagteren hed Søren Damtoft. Her stødte far ind i en barnepige ved navn Karoline Kristine Noe fra Vestjylland. Fra Henriksdal tror jeg at både far og mor kun havde gode minder, i hvert fald er det det eneste sted, som de har besøgt med os børn.

mor far henriksdalweb.henriksdal vinterlejrweb

Her er tjenstefolkene på Henriksdal sidst i 1940'erne.
Far var forkarl og mor var nurse (barnepige)

 

I efteråret 2021 var vi forbi Henriksdal, det er blevet fuldstændig renoveret.