Laursen, Svend Ingemann Bentsen
Født:
11 Apr. 1916, Vraa
Døbt:
16 Jul. 1916, Agri, Mols
Ægteskab:
Jensen, Karoline Kirstine Noe den 29 Sep. 1948 i Nr. Nissum
Død:
26 Dec. 1986, Asp, Struer kommune i en alder af 70 år
Begravet: 2
Jan. 1987, Asp
Generelle
notater:
• Beskæftigelse:
Husmand, Invalidepens.
Svend Ingemann Bentsen Laursen
blev født under første verdenskrig nemlig den 11
april 1916 i Vraa og døbt hjemme og senere fremstillet i
kirken, præst var H.C. Rørdam. En af fadderne var
hans farbror Jens Mikkelsen Laursen, som var tjenstkarl hos
familien i Vraa. De andre faddere var Marie og Lauritz Kjerrri
begge fra Grønfeld. Far: Lauritz Bentsen Laursen, Mor:
Jensine Katrine Laursen, født: Sørensen. Lauritz
Bentsen Laursen var flere gange under 1. verdenskrig indkaldt
tilreserven, han lå ved en garnison i Aalborg. Aksel kan
hiske at Lauritz fortalte at han fra garnisonen kunne se
kirketårne i Ålborg. På dette tidspunkt havde
Lauritz og Jensine allerede fået tre børn, hvoraf
den ene døde kort tid efter fødslen. Jeg ved meget
lidt om Svend´s første år, som foregik i Vraa.
Dog er jeg så heldig at jeg har to billeder af ham, hvor
han er ca. halvanden år. Disse billeder ser ud til at være
taget i haven i Vraa. Da han er lidt mere end 2 år, den
7 juni 1918, bliver han vaccineret for kopper. Den samme dag
vaccineres også hans fætter Niels Aage Sørensen,
søn af Jensines yngste bror Ernst Marinus Sørensen Lige
efter 1, verdenskrigen kom den spanske syge til landet, og den
rasede også på Mols, hvor jeg i forskellige aviser
(bl.a. Kalø Vig Avertissements Tidende) kan se at mange
familier blev hårdt ramt med flere dødsfald inden
for det samme døgn. Men på en eller anden måde
slap hele Laursen familien åbenbart uden men.
To af
naboerne i Vraa kender jeg af omtale dels fra far og fra Søren,
det drejer sig om Lauritz Kjerri, som også var fars ene
fader, og hans kone Kirstine. Endnu nærmere boede Søren
Hornbæk, som var en pukkelrygget mand født uden for
ægteskab, jeg mener han var på alder med far.
Hornbæks hus lå/ ligger få meter fra fars
fødehjem.(På arkivet i Knebel stødte jeg på
Søren Hornbæk´s fætter Elvin). Søren
boede hos sine bedsteforældre, og to morbrødre
(tvillinger) da han var født udenfor ægteskab.
Tvillingerne Hornbæk blev kaldt urmagerne, hvilket egentlig
hidhørte fra deres fars bijob, som bestod i at repere
folks ure. Lønnen var ikke stor og kunderne skulle altid
have en snaps, så Elvin mener nærmest det var en
underskudsforretning. Søren Hornbæk spillede på
harmonika, og jeg tror at den smule far kunne spille, havde han
lært af Søren. Der fortælles om de to
"Urmagere", at for det første var de meget små,
og for det andet frygtelig hidsige, min bror Henning fortæller
at han husker at far har fortalt om engang de ikke kunne få
en gris til at gå ind på sin plads, blev en af dem så
hidsig at han bed grisen i øret. Elvin fortæller at
en af dem bed en ko i bringen, da den ikke ville lystre.
Fra
flere sider har jeg hørt at Svend var en stille og meget
rar dreng, som blandt andet interesserede sig for fugle. Fætteren
Niels Åge (søn af Ernest Sørensen) og far var
gode kammerater også i mange år efter skoletiden,
fortalte Niels Aages enke Laura Stær og også Søren.
Jeg har på lokalhistorisk arkiv i Knebel fundet den gamle
skoledagbog og undervisningsplan fra Grønfeldt skole, heri
kan man se at far begyndte i skolen den 4. juni 1923. Grunden til
dette for os nutidsmennesker så mærkelige tidspunkt,
er dels at skoleåret dengang startede 1. maj og dels ser
det ud til at en i søskendeflokken har haft kighoste. I
dagbogen står nemlig kighoste i byen og hvorfor skulle far
ellers begynde en hel måned senere end de andre nye elever.
Blandt de andre nye elever var den før omtalte fætter
Niels Aage. Han var 5 mdr. ældre end far, men de to fulgtes
altså ad igennem 7 års skolegang. De bleve
konfirmeret samme dag. I de undervisningsplaner jeg har set
fra Grønfeldt skole, gik 1 klasse i skole to dage om ugen
i vinterhalvår året, men fire dage om vinteren Men på
den tid, hvor far begyndte i første klasse, gik første
klasse i skole mandag, onsdag og fredag. "Første"
klasse varede tre eller fire år, alt efter om man blev
"rykket" op.
Anden klasse gik så i skole
tirsdag, torsdag og lørdag, og i denne klasse gik man
indtil konfirmationsalder. I Protokollen kan man desuden se hvor
mange forsømmelser Svend havde i sin skole tid, hvilket
ikke var ret mange i de første år, men specielt det
sidste år har han mange sygedage. Søren fortæller
at far var "svagelig", altså tit syg, som barn.
Desuden står der at hele januar måned i 1925 var
skolen lukket på grund af mund og klovsyge, også
igennem de næste mange måneder er der mange
forsømmelser p.g.a. dette. Der fortælles også
om en skoleudflugt i silende regnvejr den 15. juli 1924. Hver
sommer gik anden klasse til eksamen, og hver år til oktober
gik første klasse til eksamen.Da far startede i første
klasse var læreren ved Grønfeldt skole Østerby.
Midt i skoleforløbet fik skolen en ny lærer, som hed
Strunge. Grønfeldt skole var en enelærer skole, med
et klasseværelse, bygget i 1912. Svend blev konfirmeret 14
årgammel den13 april 1930 i Agri kirke af Jørgen
Langhof. Fars forældre, og vel også de fleste andre
forældre på landet dengang, havde en hel klar
prioritering af, hvad der betød mest skole eller
høstarbejdet. Søren fortæller, at var
høstarbejdet ikke færdigt så blev børnene
holdt hjemme fra skole. Ingen af børnene var særligt
dygtige til at skrive/stave, fortæller Søren. Søren
mener han nok var den der havde lettest ved det og han er da også
så vidt jeg ved den eneste der harværet på
skole (landbrugsskole).
Hos familien Laursen var der
hurtigt kommet flere børn til og efterhånden, som de
voksede og blev frækkere, blev Svend udsat for en del
drillerier, især fra Johannes og Aksel, siger Søren!!
Blandt andet drillede de ham med, at han aldrig ville blive gift,
ja, det ville sige med mindre han tog Kristine Drejers (en gammel
tyk kone på ca. 70).Også storesøster Else
elskede at drille og skræmme de mindre søskende
fortæller Aksel.Jeg bad Grethe fortælle om, hvad de
legede som børn, og hvor meget de skulle hjælpe til.
Hun fortalte, at de lege mange af de samme lege som jeg selv
gjorde: gemme leg, boldspil, hoppe i mand, spille kugler (dengang
skulle man ramme et lille hul i jorden) og så fortalte hun
om nogle lege som jeg ikke lige kendte . Hun fortalte at drengene
meget legede bondegård, hvor de blandt andet havde en pind
med en snor bundet til. Det var så deres "køer",
som skulle tøjres på "marken",senere
skulle man endelig huske at flytte dem. Denne leg kaldtes "flytte
køer".
Hun fortalte også at det i hendes
skoletid var højeste mode at samle på nipsenåle
med alle mulige flotte hoveder. Disse nipsnåle spillede man
så med for at vinde flere. Nipsenålene blev opbevaret
ved at man limede flere tændstikæsker sammen, og så
satte noget flot papir rundt om, vupti havde man en "nålepude".
Grethe fortæller at hun ikke husker at hun i tiden i Vraa
skulle hjælpe til. Hun husker kun at de store drenge skulle
hjælpe faderen i stalden og på marken. Hun husker at
hendes mor græd meget, da de blev nødt til at flytte
fra gården i Vraa, og det kunne hun slet ikke forstå,
for hun (Grethe) synes bare det var dejligt at skulle flytte til
"byen". Så var hun jo tæt på
kammerater og skolen, som hun lige var startet i. Efter denne
økonomiske lussing for forældrene, blev det
nødvendigt at alle i hele familien bidrog til tjene til
livets ophold, så da Grethe kun var en mellemstor
skolepige, skulle hun hjælpe i huset hos Bendix Simonsens
kone Sofie.
Far havde en faster - Laurine som døde
allerede i 1912 i Århus. Hun efterlod fire børn og i
lang tid mente både Søren og Aksel at dem havde de
overhovedet aldrig hørt om, men det viser sig at den ene
af disse børn - Mary, kom meget hos Lauritz og Jensine, så
når alt kommer til alt har de alligevel haft kendskab til
familien, men som Søren sagde:" Mor og far forklarede
aldrig noget".
Jensine og Lauritz opdragede sine børn
i den kristne tro, de var medlemmer af Indre Mission, og de var
med Sørens ord meget konservative. Der var meget stramme
regler for hvad man måtte og ikke måtte.
To
eksempler: - Engang
de havde gæster havde Jensine stegt frikadeller, hvilket må
have fristet Aksel som på dette tidspunkt ikke var ret
gammel, han tog en frikadelle, men blev opdaget, resultatet var
at han blev lukket inde i køkkenskabet. - En anden
gang, da hun var 15 år, havde Grethe købt et par
smarte blå og meget løse lange bukser for sine egne
surt tjente penge. Da hun tropper op i hjemmet bliver hun
omgående bedt om at tage bukserne af, og det lige for
øjnene af de andre. Bukserne blev af Jensine gemt væk
og der blev ikke snakket mere om det. Dette var altså i
1937. Senere da Ellen kom i denne alder fik hun lov til at gå
i både lange bukser shorts, hvilket Grethe fortæller
at hun selvfølgelig synes var dybt uretfærdigt.
"Ellen måtte det hele."
Alle
disse år gik det op og ned med forældrenes økonomi,
mest ned, uheld forfulgte Lauritz i alle hans projekter. I 1932
må Lauritz sælge gården i Vraa p.g.a. den
økonomiske krise i hele verden Da der jo var mange børn
at føde måtte de tidligt ud at tjene penge.
Nøjagtigt hvornår far første gang var ude at
tjene ved jeg ikke, men jeg ved hvor han først kom til at
tjene, nemlig hos sin fadder Lauritz Kjerri i Vraa. Har vi et
billede fra. Det var samtidig familiens gamle nabo, som ikke selv
havde nogen børn, og som efter Sørens udsagn var
svagelig. Her var han enekarl på et husmandssted på
19 tdr. land. Efter tiden hos Lauritz Kjerri kommer far i
tjeneste hos Holm Jens i Vraa, Her ved jeg ikke hvor længe
han var.Grethe fortæller om far i ungdomsårene. "Ham
kunne man altid stole på, havde man problemer var det ham
man gik til, skulle man låne penge var det ham man gik
til". Da Grethe tjente i Vraa, og hun havde været
hjemme i Grønfeldt om aftenen,(det foreligger ikke hvad
hun lavede), men i hvert tilfælde, når hun så
skulle til Vraa igen, så var det far der gik turen til Vraa
sammen med hende, når hun var bange for at nogen skulle
følge efter hende. Hvis nogen havde været efter
hende skulle hun bare sige det til far så ordnede han det.
Men tilføjer hun, han kunne altså også godt
lide at drille, desværre fik jeg ikke nogle konkrete
eksempler.De nøjagtige tidspunkter for hvornår og
hvorlænge han var de forskellige steder er svær at
fastslå. Men ved jeg med temmelig stor sikkerhed (Søren)
at han omkring 36, 37 kommer til Grønfeldt. Her kommer han
i tjeneste hos Bendix Simonsen, som forkarl. Bendix var med i
sognerådet og på et tidspunkt formand for Indre
Mission i Grønfeldt. Her tjener tillige Søren
(15,16 år) og deres søster Grethe ( ca. 13 år),
desuden tjente Jensine lidt ekstra til familien en overgang, ved
at malke køer. Om Bendix Simonsens temperament kan Søren
fortælle mange historier.
Her
er der et par eksempler: Det
var om foråret, og jorden skulle klargøres så
roerne kunne blive sået. Dette arbejde fik Søren om
morgenen besked på at gøre på en formiddag, og
Bendix gjorde det klart at han ikke skulle komme hjem og få
middagsmad inden han var færdig. Arbejdet bestod i at harve
marken. Det lyder jo let nok for os, som er vant til traktorer,
men dengang foregik det med hest og gåben bag harve og
hest. Som sagt var Søren en knægt på 15-16 år,
som var meget bange for Bendix, så han knoglede på
til hesten skummede, Som han selv sagde kørte han helt
vildt. Svend råbte til ham inden han kørte ud i
marken at han skulle køre ordentlig, men angsten for
Bendix var stærkest. Da klokken var ca. 12 og middagen
nærmede sig, kom Svendud i marken til Søren og ville
have ham med hjem, men Søren turde ikke for han var ikke
blevet færdig. Svend sagde at han skulle med hjem og at han
nok om eftermiddagen skulle harve færdig og nå at så,
så til sidst gik hjem til gården for at spise. Da de
kommer til bordet og mad er sat ind, spørger Bendix om
Søren så blev færdig, hvilket han jo måtte
benægte. Så eksploderede Bendix i arrigskab, han
råbte og skreg. " Hvorfor kom du så hjem?"
"Jo, men Svend sagde at jeg skulle med hjem at holde
middag." Nu vendes vreden mod Svend også, men for en
gangs skyld slog Svend i bordet og sagde at han skulle nok harve
færdig om eftermiddagen og så roer, som planlagt.Da
Svend tør forsvare Søren, og oven i købet
svare igen, bliver Bendix endnu mere edderspændt rasende,
han løfter hånden for at slå, men trækker
sig i sidste øjeblik. Samtidigt råber, skriger,
skælder og smælder han, så alle andre ved
bordet flygter. Også Grethe tager flugten, men med sin
tallerken. Hun søger tilflugt på det "lille
hus" (lokummet), hvor hun indtager resten af sit måltid.I
stuen fortsætter råberiet, hvilket selvfølgelig
medfører at Søren og Svend ikke får spist
noget. Lige pludselig råber Bendix " Så spis da
noget!". Jeg ved ikke, hvor meget de fik spist, men Bendix
faldt lidt ned og Søren og Svend fik deres ene times
middagspause, hvorefter Svend tog i marken. Da det blev aften og
Svend vender hjem til gården, står Bendix der og
spørger, om han blev færdig med at så roer,
hvortil han roligt svarer, at han var blevet færdig. Den
aften fik Søren en undskyldning af Bendix.
Søren
fortalte om et andet tilfælde af raseri, som han havde
overværet. En dag skulle Bendix have spændt en hest
for og Søren og han går ud i hestestalden. Her har
en af hestene, som i forvejen er kendt for at sparke bagud, ikke
lyst til at få seletøj på, så den
sparker ud og rammer/snitter Bendix, hvilket ophidser ham så
utroligt meget, at han knytter sin hånd og med al sin kraft
slår han hesten --- lige i røvhullet ---- så
det sagde "svup" og hånden røg ind. Det
syntes hesten ikke synderligt om, så den sparker vildt og
rammer Bendix så han klasker op ad muren og stønnende
bliver liggende. Søren tør ikke gå ind i
stalden for at hjælpe ham på grund af hesten. Kort
efter kommer Svend til, han får slæbt Bendix u denfor
hestens rækkevidde og ind i huset.
Svend
var i sit 18. år på session, disse papirer kan jeg
ikke få lov at se da de ikke er 80 år gamle, men en
ting er sikkert han blev kasseret. Jeg mener det var på
grund af en skævhed i ryggen eller nakken. Hos Bendix
var Svend vist i 2 år. Jeg har fundet den skatteansættelse
der var på ham i skatte året 1937/38, han bor i
Grønfeldt, så det passer meget godt med at han er i
tjeneste hos Bendix Simonsen. Her står der at han tjente
1100 kr. på e t år.Under krigen tjener far hos
Søren Moesmand (Moesmanden, som på dette tidspunkt
havde købt den ejendom som Bendix Simonsen tidligere
ejede) i Grønfeldt, og Aksel tjener hos naboen Frederik
Høeg (Høgen). Han lever endnu her i 1998, jeg har
besøgt ham og hans kone, som stadig bor i Grønfeldt.
Frederik Høeg og hans kone Anne kunne godt huske far og
hans familie. De fortalte om en episode fra dengang far tjente
hos Moesmanden. Episoden fandt sted da far om foråret
skulle så roer og såmaskinen var blevet indstillet
inden far kørte hjemmefra gården, men far må
have ment at den var indstillet forkert, så han stiller om
så der kommer færre frø ud under såningen.
Dette opdager Moesmanden, og han bliver helt tosset. Frederik
Høeg sår i marken ved siden af og far og han snakker
sammen bagefter og Høgen siger: "Der fik do nok læst
og påskrevet, hva'". Fra denne tid stammer også
Aksels historie om isfiskeri. Det er sandsynligvis Kalø
vig her er tale om. Denne episode foregår under en af anden
verdenskrigs isvintre. Far og Aksel havde
aftalt at mødes på isen. Far kom først og
huggede et hul i isen, hvorpå han startede med at fiske. Da
han har siddet et godt stykke tid kommer Aksel til. Far er godt
sur og overlader gladeligt hullet til Aksel, for her fanger man
alligevel ikke noget. Derpå går han i gang med at
lave et nyt hul. Skæbnen vil at lige så snart Aksel
kaster snøren ud får han bid, og han fanger mange.
Jeg tror far var godt irriteret, men det hjalp lidt for senere
fangede han også en del fisk. Aksel fortalte at de solgte
nogle af fiskene, men til hvem ved jeg ikke.
Indtil
1943 kan jeg finde far i skatte og mandtalslisten for Agri/Egens
kommune, herefter forsvinder han og jeg spurgte Aksel og Søren
og de kunne ikke huske hvor han tjente de sidste 2 år af
krigen. Dette har jeg fundet på landsarkivet i Viborg. Den
1/11 1942 ( LK 320-162/4) kommer Svend til Femmøller, hvor
han er i tjeneste hos en som hed Grønborg. Han havde
forpagtet en af de store gårde under Kalø i Bregnet
Sogn. Her tjener han også et eller to år. Efter tiden
hos Grønborg i Femmøller kommer han tilbage til
Lauritz Kjerri, som var syg. Kjerri havde ingen børn og
han var fader for far så han lover Svend førstekøbsret
til ejendommen i Grønfeldt til en rimelig pris, hvis han
vil tjene hos ham til en lavere løn. Svend indvilger og
arbejder så her i tre år for en meget ringe løn. Der
findes et billede, som er taget medens far tjente hos Laurits
Kjerri i anden omgang. Den gamle som sider forrest er Niels
Kjerri, far til Laurits. Laurits Kjerri, som jeg mener er ham der
står ved flagstangen sammen med sin kone Kirstine. Den
anden som sidder ned er Marie Kjerri, som også var en af
fars faddere. Hun er på det tidspunkt hvor billedet er
taget fuldstændig blind på grund af en
hjerneblødning. Far står næsten gemt bag den
store kraftige hvidklædte kvinde til højre i
billedet. (Elvin fortæller at både Niels og Lauritz
begår selvmord, kan det være rigtigt?)
Jeg
mener at Svend havde optjent nogle penge (Søren mente at
far altid havde penge, hvilket ikke rigtigt stemmer med de øvrige
oplysninger jeg har kunnet finde om da han og mor skulle købe
ejendom i 1948), men en ting er samstemmende fra alle de
mundtlige kilder og det er at Svend betalte et nyt tag til sine
forældres hus i Grønfeldt, Aksel mente også at
han havde været med til at betale for at få indlagt
strøm. Om grunden til at han tør bruge så
mange penge er at han regner med at have sin fremtid sikret, kan
jeg kun gisne om. Han blev lovet, mundtlig, at når hans
forældre døde skulle han have en del af disse penge
igen, men det fik han aldrig. En ting er dog sikkert, da det kom
til stykket fik han ikke Lauritz Kjerris gården, og dermed
indfriet de løfter han fik ved ansættelsen. Den
1/11 1945 kommer han til en A. Nyvang i Kongerslev i Ålborg
amt. Her kan han ikke have været ret lang tid for i
vinteren 1946/47 tjener han som forkarl på Henriksdal,
Blenstup i Gerding sogn, Gerding - Blenstrup Kommune. Dette er en
stor gård, som er en forpagtet gård under Lindenholm
gods (Kilde større Danske Gårde,1935 og Danmarks
Større Gårde,1961). Forpagteren hed Søren
Damtoft. Her stødte far ind i en barnepige/nurse ved navn
Karoline Kristine Noe fra Vestjylland. Fra Henriksdal tror jeg at
både far og mor kun havde gode minder, i hvert fald er det
det eneste sted, som de har besøgt med os børn. .
Svend blev gift med
Karoline Kirstine Noe Jensen, datter af Jakob Jensen. og Inger
Marie Katrine Hansen, den 29 Sep. 1948 i Nr. Nissum. (Karoline
Kirstine Noe Jensen blev født den 31 Aug. 1923 i Nr.
Nissum, døbt i Nr. Nissum, døde den 14 Sep. 1990 i
Holstebro og blev begravet den 19 Sep. 1990 i Asp.)
Ægteskabsnotater:
Det var et meget
stort bryllup, fortæller Søren og Grethe, og der var
simpelthen så mange taler og sange så de aldrig
troede det ville få en ende.Jeg har en af disse
bryllupssange.
|