Som tidligere nævnt var arbejdet og livet på gården afhængig af naturkræfterne og økobalancen. Et eksempel på dette er findes i 1740’erne og 1760’erne hvor kvægpesten hærgede, hvilket medførte at der var mangel på gødning de næste år. Manglen på gødning betød ringere afgrøder, altså mindre korn til øl, brød og foder. Balancen blev meget hurtigt forrykket og meget langsomt genoprettet.
Ud over de ovennævnte påvirkninger, som var uforudsigelige, var der endnu en faktor som spillede ind når arbejdet på Sølballegård skulle planlægges og udføres – nemlig hoveriarbejdet. Strukturen i det danske landbrug var kendetegnet af hovedgårde af forskellig størrelse med fæstegårde samlet i landsbyer udenom. Hovedgårdens jord, her Møllerups, blev drevet med fæstebøndernes arbejde, hoveri, som en del af deres af gift for at have fæstegårdenHoveriet blev af Sølballegårds fæster, som nævnt i et tidligere afsnit, udført ved Bogensholm, som var en ladegård under Møllerup gods.
Hoveriet havde eksisteret i flere hundrede år, men det var først i 1700-tallet at der skete en voldsom stigning i antallet af dage, hvor fæstebønderne skulle stå til rådighed for herskabet.
I historieforskningen er der stor enighed om at hoveriet og ikke stavnsbåndet var bøndernes største svøbe. Det var hoveriet som forhindrede at bonden havde mulighed for at dyrke sin egen jord tilstrækkeligt effektivt, og det var hoveriet som var skyld i bonden var nødt til at have så stort folkehold og så mange heste. Hoveriet fortsatte da også med uformindsket styrke efter stavnsbåndets ophævelse i 1788.
Stavnsbåndet har imidlertid været med til at udvide godsejerens mulighed for at forlange hoveriet udvidet, da bønderne jo ikke havde mulighed for at flytte til et andet gods uden ejerens godkendelse, og den gav godsejeren ikke hvis der var tale om en dygtig karl, eller hvis karlen havde penge på kistebunden og dermed mulighed for at betale indfæstning på en gård.
Der var ikke en lov som fastslog hvor meget hoveri hovedgårdens ejer kunne kræve af sine fæstebønder. Der kunne ved fastlæggelsen af antal dage tages hensyn til mange forskellige ting f.eks. fæstegårdens hartkorn og afstanden til hovmarken. Arbejdsdagens længde var dengang afhængig af arbejdets karakter og dagens lys, og de hovbønder som boede længst væk måtte tidligt afsted og kom sent hjem, men kunne så have færre hovdage. Disse regler var dog ikke fælles for hele landet, endsige amtet, de gjaldt kun internt på godset. Størrelsen af hoveriet kunne være aftalt ved indfæsrningen af gården.
I tiden fra 1769 til 1771 fik Struense vedtaget nogle retningslinier for hoveriet, hvor hovriet for en gård på 6 tdr. hartkorn blev fastsat til 12 pløjedage, 24 spanddage og 96 gangdage.
Her er det på sin plads at forklare hvad pløjedage, spandage og gangdage er:
Pløjedage var de mest krævende, her skulle bonden møde med plov og et spand heste på 4 til 6 heste og en eller to mand. Spanddagene var hvor bonden skulle stille to heste og evt harve eller vogn og en mand. Gangdagene betød at en karl eller en pige skulle møde til arbejde på godset.
Disse regler for hoveriets størrelse blev ved Struenses fald i 1773 ændret således, at det var den enkelte godsejer der bestemte antallet af dage, som han mente det var nødvendig at bønderne skulle bruge på at dyrke hovedgården (godsets marker) også kaldet avlingshoveeriet. Ud over dyrkning af markerne skulle bønderne stå til rådighed til visse andre former for arbejde på godset, her fik amtmanden en rolle idet han skulle godkende antal dage som de enkelte godser forlangte ud over avlingshoveriet. Derfor skulle alle godser i 1773 indberette hvor meget ekstra hoveri de forlangte af deres bønder. Disse indberetninger er for Calø Amt bevaret for alle godser i amtet. Også Møllerup og Bogensholm har indberettet til Amtmanden Gersdorf. Samme Gersdorff var storgodsejer og var på daværende tidspunkt ejer af Vistofte kirke. Loven tog dog højde for dette problem og Gersdorf måtte ikke selv bedømme om hoveriet på egne godser var i orden, det skulle en amtmand fra et nærliggende amt afgøre.
Bogensholm 1773
Den nye regering var altså betydelig mere godsejervenlig og generelt må man sige at statsmagten ikke turde gå i mod den magtfulde adel/godsejerstand, og derfor måtte man helt op i 1800-tallet, før der blev vedtaget nogle faste og centrale retningslinier for hoveriet størrelse. På dette tidspunkt var behovet for og mængden af hoveriydende bønder faldet fordi dyrkningsmetoder havde ændret sig.
Mange godser havde solgt deres fæstegårde/bøndergods fra til selveje, således også Bogensholm.
Tyve år senere var mange godsers marker blevet opmålt og delt i hovlodder. Dette gælder også for Møllerup. Disse lodder kaldets hovmål. Hver fæster fik så et hovmål som de skulle dyrke. Derudover havde de pligt til at yde yderligere et antal gang- og spanddage til godset. I 1792 blev der udarbejdet en opgørelse over hoveriet på Møllerup, den er desværre ikke bevaret for Bogensholm og dermed Fuglsø. I det nedenstående tabel ses det at hoveribyrden er steget betydeligt i de tyve år som er gået siden opgørelsen i 1773.
Møllerup 1792
Gennemsnitlig bliver det til ca. 1 spanddag og lidt mere end 2 gangdage om ugen. Dette var færre end gennemsnittet ifølge ”Landbrugets historie” nr. 2 af Claus Bjørn hvor det gennemsnitlige tal ligger på over 200 hoveridage om året, for en helgård. I den førnævnte litteratur foreligger en undersøgelse om hvordan godset Dallund udnyttede de krævede hoveridage og her kan det ses at kun ca. 50% af dagene udnyttes. Men hvordan disse tal så ud for Møllerup gods vides ikke, da der i arkiverne ikke er bevaret nogen registrering af hvor mange dage bønderne reelt arbejdede.
I denne hoveriaftale fra Møllerup er også nedskrevet hvad der skulle gøres og på hvilket tidspunkt af året det skulle gøres. Nedenfor er teksten gengivet:
Tiderne til Hoveri
a) Giødningen udføres på Brak ----- først i Juli til Vinter Sæd, hvor der braketil Vintersæd da udføres Giødningen ved Michaelis sidst i Septb. el. først i Octob.
- Naaer der saaes Hvede el. Rug i Brak Koblet da sker det ligesaa sidst i Sept. el. først i Octob.
Til Byg pløyes 1de gang Marz
Til Erter sidst i Marz el. først i April
Havre medio April
Byg, naaer Sæden skal lægges ohngefær medio May.
Kornet saaes strax efter sidste Pløjning- og Harvningen samme Dag naaer Vejrliget det tillader Tromlingen i Byg og Havre--- ved Kornhøsten begynder gevanlig her i medio August Engsletten er 14 Dage 3 Uger efter 1de Høstdag.
I Høe og Korn Høststens Tid behøves i allerhøyeste 4 Spand og 10 Gang Dage, alt efter som Vejret udfalder og Arbeidet maatte udkræve.
b) Giærsel Hugsten i Marz Maaned. Hægnet - ved May Dags Ender og om Efter Aaret ved Michaeli naaer Vinter Sæden er lagt.
c) Møy Blandingen om Sommeren før Høe Høsten.
d) Vand Stedernes Rensning ved samme Tid.
e) Tærskning, Kornets Rensning og Opbringelse - Hæstes flytning - Skovningen - om Vinteren
f) Borg og Ladegaarden Vedligeholdelse - om Somren
g) Store Rejser - om Vinteren og naaer Sæden er lagt om Foraaret.
h) Vandets Afledning af Brag -Mk.. og Vejenes Vedligeholdelse - om Efter Aaret naaer Sæden er lagt.
i) Ladegaarden og Udhuus
Som det kan ses ud af det ovenstående var det stort set hver anden dag at Møllerups fæstebønder havde pligt til at stille med mandskab til hoveri, og en gang om ugen skulle de undvære et spand heste. Belastningen var størst i perioder med pløjning, såning og høst, og det på det samme tidspunkt som bonden selv havde brug for arbejdskraften, for at kunne dyrke sin jord. Selvom tallene fra 1773 tyder på at belastningen på Fuglsøs bønder var knap så stor som på hovedgårdens fæstere var Rasmus Hvid på Sølballegård nødt til at have ansat tjenestefolk, som kunne udføre en stor del af hoveriet for ham. Til en helgård, som normalt var på 4/6 tdr. hartkorn, skulle der være mindst 2 voksne mænd og to voksne kvinder for at en gård kunne fungere. Derudover var der ofte ansat en dreng og måske en lille pige til at hjælpe til. Sølballegård var kun på mellem 2 og 3 tdr. hartkorn, men tilgengæld var jordtilligendet stort, og ifølge kilderne var der 1769 en karl og en pige ansat. I 1787 ved folketællingen, så det således ud:
Rasmus Hvid Huusbond 60 givt første gang Bonde og Gaardbeboer
Anne Nielsdatter Madmor 64 givt anden gang
Jens Rasmussen Barn af sidste Ægtes. 27 ugivt
Mette Rasmussen Mandens Søster 61 ugivt
Søren Hansen Tienstefolk 12
Dorthe Mikkelsdatter 19
Familien på Sølballegård kunne på dette tidspunkt nøjes med en halvvoksen dreng til hjælp på gården, da Jens boede hjemme og Rasmus stadig kunne arbejde. Derimod kunne de to gamle kvinder ikke klare arbejdet uden en ung kvindes kræfter. Året efter denne folketælling overtager Jens fæstet af gården, men han bliver først gift 2 år senere. De to gamle kvinder Anne og Mette har altså fortsatte styret husholdningen.