Velkommen
Kom indenfor og se dig omkring!
Er du interesseret i at vide mere om familienavnet Werliin og historien bag, så kan du læse mere længere nede. Når du kommer ind på de forskellige sider, vil du finde artikler om rejser, malerier, video, modelbyggeri, slægts- og lokalhistorie, og ja, se dig selv omkring.
Hvorfor hedder siden werliin.dk?
Ifølge Danmarks Statistik findes der her i landet 15 personer (1. jan. 2021), som hedder Werliin. Men faktisk er der tale om mindst to slægter.
Slægtsnavnet kan spores tilbage til begyndelsen af 1700-tallet. Slægtsforskning har vist, at de oprindelige Werliin’ere formentlig stammer fra Falster, siden har de fordelt sig over store dele af landet. Ikke så få af dem blev præster. De mest kendte i slægten er Christian Werliin (1804–66) og hans kone Julie Constance Werliin (1813–81). Christian blev teolog med udmærkelse i 1829. Det unge par var i stand til at føre stort hus og færdedes i de kulturelle kredse i København og havde bl.a. forbindelse med H.C. Andersen og omgang med forfatteren Christian Winther, som ofte kom på besøg i deres hjem.
Dem er vi nu ikke i familie med, men de har en betydelig rolle, når det drejer sig om, hvordan vores familie fik sit efternavn.
Vigtigere for os er en anden præst i samme slægt, præsten i Højen-Jerlev Sogn sydvest for Vejle, Frederik Werliin(1812-94). Han var gift med Frederikke Marie Norup. Sammen fik de 6 børn, og blandt dem var Ida (1858-?). Præstefamilien ansatte Jensine Hansen (1854-1927) fra Korning som ung pige i huset. Jensine faldt godt til, og hun fik især et tæt forhold til den næsten jævnaldrende Ida. Senere giftede Jensine sig med Mads Pedersen (1854-1926), sammen fik de en søn. Med Ida som gudmoder og med præstens velsignelse blev sønnen døbt Richard Werliin Pedersen (1883-1952). Han blev siden malermester i Frederikssund og blev gift med Vita Jensen (1888-1976) i 1911 i Ønslev på Falster. Den 2. december 1915 slettede familien Pedersen. De fik to døtre, Ruth (1914-?) og Liss Ida (1923-2003), begge med Werliin som efternavn – og skønt de begge senere giftede sig til sen-efternavne, sørgede de for, at deres børn fik Werliin med som mellemnavn.
Richardt og Vita Werliin Pedersen