Nå, men lad os komme igang med at bygge. Først skal skroget sættes. Delene eller skottene er udstanset i og nummereret på en plade af krydsfinér. Lige til at gå til. Måske slibes lidt til med en fladfil. Limes med trælim. Masteforstærkningerne og de præfabrikerede stævn- og hækformer monteres også.

 koel-samlet.jpg

 

Den udstansede plade i krydsfinér skal bære skibets dæk. Den limes oven på skottene. Dækket beklædes herefter med bundbrædder, så de danner dørken (dækkets planker). De tynde raminlister benyttes. Vi starter i midten af dækket og bevæger os ud mod siderne, idet listerne skæres i rette facon med skalpellen. Hullerne til master mm. frigøres med skalpel og rundfil. Dækket pudses med fint sandpapir.

Skroget beklædes nu med de tykkeste raminlister. Disse har den fordel, at de kan bøjes uden at knække, hvilket dog skal ske med lidt forsigtighed. Listerne fastgøres med små messingsøm. Udfordringerne kommer, når nogle af listerne skal tilpasses i bredden, ikke mindst i enderne. Heldigvis er det ikke så vigtigt, om listerne slutter helt tæt. Det bliver værre med det næste lag.

foerste-listelag.jpg

 

Herefter fastgøres lønningen, som er udstanset i en tynd krydsfinér. Det tager lidt tid at få den til at følge skrogets buer.

Den lille udstansede plade, der skal udgøre agterkahyttens ruf (23), beklædes med rosenpalisanderlister (24). Pudses efter med fint sandpapir og limes på bagerste del af dækket. En tilsvarende plade beklædes ligeledes med rosepalisanderlister, pudses og limes på hækken og danner hermed agterspejlet.

 raeling.jpg

 

Arbejdet med bord (26) kræver akkuratesse. De skal sidde helt tæt. Materialet er meget tynde lister af rosenpalisander - så tynde at limen trænger igennem små huller i listerne. I virkeligheden er det kun få lister, der blot kan skæres til i længden og limes på. De fleste skal tilpasses både i længde og bredde. Her er skalpellen uundværlig. Skanseklædningen (27) beklædes med tynde raminlister ligeledes med trælim. Efter monteringen slibes forsigtigt med fint sandpapir, indtil limresterne er væk. Så træder træets glød og struktur også fint frem.

Der bores huller til de otte kanoner.

 andet-listelag.jpg

 

Kølen limes på. Den samles af et par faconskårne lister af afrikansk valnød. Læg mærke til skibets stævn, som er formet, så den kan understøtte bovsprydet.

Fenderlisterne (46) placeres på overgangen mellem skanseklædningens lyse og skrogets mørke træ og limes på.

Gitteret i boven samles af præfabrikerede lister af afrikansk valnød, skæres i facon og limes på.

Ror og styrepind monteres. Roret er udstanset i afrikansk valnød og fastgøres på skibets agter med små messinghængsler.

Lønningens stivere (44) skæres til i længde og tilpasses foroven til 1 mm i tykkelse og limes på indersiden efter skabelon.  Rælingen samt hækkens kantliste monteres. Materialet er igen afikansk valnød og er delvist præfabrikerede.

 raeling2.jpg